PRM / Helt nyt bibliotek åbner i Gram

22. juni 2018 11:15 | Af: Ritzau Info
 

Biblioteket i Gram åbner i helt nye lokaler den 2. juli klokken 10. Åbningen er første etape af et stort nybyggeri, der også tæller daginstitution og motorikcenter. Bibliotekschef glæder sig til at blive en del af noget større.

Pressemeddelelse fra Haderslev Kommune

Personalet på biblioteket i Gram er i øjeblikket i fuld gang med flyttekasserne. De er nemlig i gang med den helt store flytning. I juni står den derfor på “flytterod” på biblioteket, og til juli er det igen muligt at låne bøger i Gram.

“Vi glæder os som små børn til at kunne åbne vores nye bibliotek. Det er jo et byggeri, der er tegnet til at skulle være bibliotek i modsætning til de lokaler, vi hidtil har været i. Vi får et fantastisk indeklima og helt nyt møblement og reolsystem. Det bliver en fornøjelse for både medarbejdere og brugere”, siger Per Månson, leder af Haderslev Bibliotekerne.

Det er den 2. juli, at dørene til det nye bibliotek slåes op. Biblioteket er en del af det store nybyggeri på Stadionvej og får fritidscentret og skolen som nærmeste naboer. Byggeriet består udover biblioteket også af en daginstitution og et motorikcenter.

“Det er ikke hver dag, at vi åbner et nyt bibliotek, og jeg glæder mig til at blive vist rundt, når alt er kommet på plads. Biblioteket får en unik placering i Gram tæt på skole og fritidscenter, samtidig er det bygget sammen med motorikcenter og daginstitution, så det giver en stor sammenhængskraft for kultur- og foreningslivet og vil være både til glæde for både børn og voksne”, siger Kjeld Thrane, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Også bibliotekschefen ser nye muligheder:

“Der er ingen tvivl om, at vi ser frem til at blive en del af noget større. Det bliver et samlingspunkt i Gram, og vi glæder os til at få endnu flere besøg af skole og daginstitution, samtidig med at vi tror, at forældre og bedsteforældre oftere kommer på besøg, fordi vi nu får skole og daginstitution så tæt på”, siger Per Månson.

Der vil være kaffe og kage til dem, der kigger forbi biblioteket den 2. juli.

Indvielsen af motorikcenter, bibliotek og daginstitution sker samlet i efteråret 2018.

Kontakt:

Formand for Udvalget for Kultur og Fritid Kjeld Thrane tlf.: 20 27 48 52 email: kjth@Haderslev.dk

Projektleder Christian Duus tlf.: 40 78 65 46

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/helt-nyt-bibliotek-abner-i-gram?releaseId=13105159

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu