ANNONCE

PRM / Historisk hændelse på boligmarkedet: I 2020 er intet, som det plejer

18. november 2020 17:47 | Af: Ritzau Info
 

Hussalget strutter mere af november-regn end sommersol. Der er sat ny ugerekord i uge 46 med 1.450 handler. 10 handler flere end den hidtidige rekorduge, uge 22 i juni.

Pressemeddelelse fra home a/s

Normalt viser handelstallene, at det er højsæson for hussalget i juni, hvor høj sol, lange dage og stigende temperaturer gør humøret lysegrønt og købelysten stor.

I år strutter hussalget af gråvejr og regn, nedfaldne blade og fremvisninger efter solnedgang – i november.

Uge 46 bød på 1.450 handler. Det er 10 handler flere end den hidtidige rekorduge, uge 22, viser handelstal fra Boligsiden.

“Kort sagt, det er en meget bemærkelsesværdig ugerekord, der nu er sat for i år. Det er aldrig sket før, at der er handlet flere villaer og rækkehuse i en november-uge end i juni, ” siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home:

“Vi må se, om november holder sig helt i toppen, når alle handler er endelige, eller om juni-ugen rykker et mulehår foran. Det er tæt, men uanset hvad, så er det et imponerende højt salg så sent på året. I 2020 er intet, som det plejer, ” siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.

Ryst på hovedet
Ifølge Home var der mange, der forudsagde en heftig nedtur for boligmarkedet, da corona ramte i marts.

“De fleste ville have rystet på hovedet af det, vi ser nu. Det er et skørt år, vi er ved at runde af, men på det punkt er det et godt 2020, der nu kan fremvise endnu en positiv overraskelse med det suveræne hussalg, ” siger Michael Dalsager.

Mange danskere har opholdt sig ekstra meget i deres hjem i år, både under nedlukningen og i dagligdagen, hvor flere arbejder hjemmefra og generelt går mindre ud og besøger færre mennesker.

“Det betyder, at vi har oplevet vores hjem på en helt anden måde. Det har fået rigtig mange danskere til at indrette og modernisere hjemmet, mens andre har valgt at kigge efter noget andet og sælge boligen, ” siger Michael Dalsager.

Næstbedste måned: Oktober
Sommerhussalget har sat alle tiders rekord i 2020, og lejlighedssalget ligger også tårnhøjt i øjeblikket.

At boligsalget er varmt i det sene efterår, kommer ikke som et solstrej fra en grå himmel. Oktober er den næstbedste salgsmåned i år, viser Home-kædens handelstal.

Kontakt:

Presseservice & analyse Michael Dalsager tlf.: 2043 3614 email: mida@home.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/historisk-haendelse-pa-boligmarkedet-i-2020-er-intet-som-det-plejer?releaseId=13604620

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu