ANNONCE

PRM / Historisk handel i energibranchen godkendt

24. juni 2020 12:24 | Af: Ritzau Info
 

Konkurrencemyndighederne har netop godkendt energi- og fibernetkoncernen SEAS-NVE’s køb af Radius Elnet og Ørsteds privatkunde- og udelysforretning.

Pressemeddelelse fra SEAS-NVE

Med konkurrencemyndighedernes godkendelse er ét samlet østdansk energisystem nu en realitet. SEAS-NVE bliver det største danske energi- og distributionsselskab med 2,8 mio. kundeforhold og 40 procent af al transporteret el i det danske distributionsnet.

Købet ligger i naturlig forlængelse af SEAS-NVE’s strategi om at styrke koncernens eksisterende kerneforretningsområder og kompetenceniveau gennem en fortsat konsolidering af energisektoren.

SEAS-NVE’s adm. direktør Jesper Hjulmand glæder sig over godkendelsen og den nye styrkeposition, der skal bruges til at drive energisystemet i en grønnere retning.

“Vi er i dag kommet et stort skridt nærmere fremtidens SEAS-NVE. Vores nye styrke forpligter. Det ved vi. Vi kommer til at tage en central lederrolle i den grønne omstilling. Vi vil være med til at sikre den ambitiøse målsætning om at reducere udledningen af CO2 med 70% i 2030”, siger adm. direktør Jesper Hjulmand.

Med købet styrkes SEAS-NVE’s evne til at drive og udvikle en stor del af det danske energisystem ligesom den øgede skala i kerneforretningen skal sikre kundefordele blandt andet i form af fortsat faldende tariffer og nye smarte, energiløsninger til de danske hjem.

“Vi kommer til at arbejde for at få mere vedvarende energi gennem energisystemetet og ud til kunderne, vi skal styrke ladeinfrastrukturen, så vi får flere elbiler på vejene, og vi skal skabe fremtidens energisystem, der kan håndtere den udvikling. Det er en vision, vi deler med vores nye kolleger. Sammen kan vi drive vores forretning både bedre og billigere end hver for sig”, siger adm. direktør Jesper Hjulmand.

Kritisk infrastruktur på danske hænder

Som et sjællandsk andelsselskab, der er vokset frem af konsolideringer, har det været en hjørnesten for SEAS-NVE at sikre, at Radius Elnet kom på danske, andelsejede hænder.

“Vi har en mangeårig tradition i Danmark for, at vi ejer ting i fællesskab. Det betyder faktisk noget, hvem, der ejer vores elnet og træffer beslutninger om investeringer i forsyningssikkerhed og grøn omstilling. Som forbrugerejet selskab garanterer vi, at afkast bruges i samfundets og vores mange andelshavere og kunders interesse”, siger SEAS-NVE’s bestyrelsesformand Jens Stenbæk.

Handlen, der blev offentliggjort i september 2019, har en værdi af 21,3 mia. kroner.

Fakta om købet

I handlen indgår:

  • Radius Elnet med over en mio. netkunder og cirka 19.000 km elnet
  • Over 100.000 gadelamper samt service- og driftsaftaler på yderligere cirka 50.000 gadelamper
  • 696.000 energikunder
  • 750 medarbejdere

SEAS-NVE besidder kapitalinteresser i følgende selskaber:

  • Cerius A/S (ejerandel: 100 %) – elnetselskab på Vest- og Sydsjælland og øerne
  • Clever A/S (ejerandel: 94,9 %) – e-mobilitetsløsninger til fremtidens transport – elbiler
  • SEAS-NVE Strømmen (ejerandel 100%) – energihandel
  • Energi Danmark A/S (ejerandel 40,5 %) – energisalg til erhverv i ind- og udland.
  • Fibia P/S (ejerandel: 65,5 %) – fibernet på Sjælland, øerne og Østjylland.
  • Rødsand 2 Offshore Windfarm AB (ejerandel 80 %) – produktion af vedvarende energi
  • Ørsted A/S (ejerandel 5 %) – SEAS-NVE’s historiske ejerskab til energiproduktion.

Kontakt:

Pressechef Morten Kidal, telefon 21 70 37 99, mkl@seas-nve.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/historisk-handel-i-energibranchen-godkendt?releaseId=13595889

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu