ANNONCE

PRM / Hjælp til forældre, der må passe børn pga corona

10. september 2020 17:37 | Af: Ritzau Info
 

FH, DA og regeringen har i dag indgået en aftale om midlertidig ret til dagpenge til forældre, der må blive hjemme for at passe deres børn på grund af COVID-19. “Jeg er rigtig glad for, at vi nu har fundet en løsning til forældre, der står i en usikker situation”, siger Lizette Risgaard, formand for FH.

Pressemeddelelse fra FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation

“Det var jo ikke rimeligt, at forældre skulle bruge deres hårdt sammensparede ferie på at passe deres børn, fordi skolen eller daginstitutionen fx lukkede ned. Nu sikres forældrene en indtægt, og det er jeg meget tilfreds med”, siger Lizette Risgaard.

Den netop indgåede aftale betyder, at der bliver indført en midlertidig ret til dagpenge for forældre, der må blive hjemme og passe deres børn.

Dagpenge i op til ti arbejdsdage pr barn

Aftalen omfatter de forældre, der opfylder barselslovens betingelser for ret til dagpenge, herunder beskæftigelseskravet. Ordningen omfatter alene lønmodtagere i ansættelse.

Forældrene kan få dagpenge i op til ti arbejdsdage pr barn. Der gives støtte til én forælder pr. hjemsendelsesdag, og barnet må være max 13 år.

Hvis forældrene bor sammen, og begge er lønmodtagere, er det en betingelse, at ingen af forældrene har mulighed for hjemmearbejde, og at de ikke har omsorgsdage eller afspadsering, de kan bruge til pasning af barnet.

Hvis der er tale om et barn, der er konstateret smittet med covid-19, skal forældrene desuden have brugt barnets 1. og 2. sygedag.

Ordningen gælder fra vedtagelsen i Folketinget frem til den 31. december 2020.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hjaelp-til-foraeldre-der-ma-passe-born-pga-corona?releaseId=13599708

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu