PRM / Hjalte Aaberg stopper som regionsdirektør ved udgangen af 2018

2. maj 2018 10:19 | Af: Ritzau Info
 

Regionsdirektør i Region Hovedstaden, Hjalte Aaberg, fratræder sin stilling ved udløbet af hans kontrakt den 31. december 2018.

Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

Hjalte Aaberg udtaler i den forbindelse:

“Jeg er virkelig taknemmelig over at være en del af Region Hovedstaden. Der er så mange utroligt dygtige og dybt dedikerede medarbejdere, der hver dag gør en kæmpe forskel for de mennesker, som vi er her for. Det gør mig enormt stolt og glad at opleve, og at være med til at understøtte dette vigtige arbejde.”

Han fortsætter:

“Jeg har været embedsmand i klassisk forstand i stort set hele mit arbejdsliv. Jeg har haft et godt og tæt samarbejde med regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen. Nu kan jeg mærke, at jeg med min erfaring fra at lede store offentlige organisationer er klar til noget andet. Derfor delte jeg mine tanker om min fremtid med hende i begyndelsen af året. Da der er store projekter i gang, der er vigtige at få helt i land, drøftede vi et par gange, om jeg skulle fortsætte et års tid mere. Alt taget i betragtning er vi enige om, at det er fornuftigt at slutte nu.”

Store visioner og gennemslagskraft

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen siger:

“Hjalte Aaberg har været regionsdirektør i Region Hovedstaden i en tid med enorme og spændende forandringer. Etableringen af et enstrenget visiteret akutsystem, store hospitalsfusioner og hospitalsbyggerier, Greater Copenhagen og Sundhedsplatformen er blot nogle eksempler. Hjalte har desuden arbejdet med at virkeliggøre vores ledelsesmæssige visioner, først med Fokus & Forenkling og senest med Fremtidens Organisation. I Region Hovedstaden ser vi et stort potentiale i at frisætte medarbejderne i en tid, hvor omverden som oftest trækker i den modsatte retning.”

Hun fortsætter:

“Jeg har sat stor pris på samarbejdet med Hjalte. Han er visionær og har en stor personlig gennemslagskraft. Han har løftet en af de mest komplekse ledelsesmæssige opgaver i det offentlige Danmark i en tid fuld af vigtige og svære projekter. Ingen tvivl om, at han både som leder og person vil blive savnet af mange.”

Yderligere oplysninger


Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hjalte-aaberg-stopper-som-regionsdirektor-ved-udgangen-af-2018?releaseId=12755722

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu