ANNONCE

PRM / Hjemmearbejde giver hurtigere svar på byggesager

29. april 2020 07:00 | Af: Ritzau Info
 

Gladsaxe Kommune har benyttet coronakrisen til at skære toppen af puklen af byggesager, så borgere og erhverv ikke skal vente længere end højst nødvendigt på at få svar.

Pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune

Gladsaxe høster lige nu frugterne af, at kommunen var blandt de første kommuner i landet til at digitalisere byggesager.

– I januar kom der nye regler for erhvervs- og etageboligbyggeri. Derfor ville mange gerne have godkendt deres byggesager efter de gamle regler, og det gav en ekstra pukkel af sager. Normalt ville det have lagt pres på sagsbehandlingstiderne, så alle skulle vente længere på både almindelige forespørgsler og konkrete ansøgninger. Men det har vi fået afværget, siger teamleder i Byggesag, Anja Munch Harbo.

Her i foråret går forespørgsler og ansøgninger fra private mest på udestuer, carporte og garager. Ting, som man ofte gerne vil have gang i så hurtigt som muligt, mens dagene bliver lysere og haven begynder at få grønne og gule farver.


Gladsaxe på forkant

– Det er lykkedes at gøre bunken mindre, fordi Gladsaxe er blandt pionererne, når det gælder digitalisering af byggesagerne, og vi er vant til at arbejde digitalt. Derfor kan vi hjemmefra se alle sager helt tilbage til starten af 1900-tallet. Det har selvsagt været et kæmpearbejde, men det giver altså også bonus i denne situation, hvor vi kan arbejde effektivt hjemmefra, fortæller Anja Munch Harbo.

Hun understreger samtidig, at alt selvfølgelig ikke er som det plejer.

– Vi har i øjeblikket ikke samme telefonkapacitet som før, og det har en del borgere bemærket. Men borgere og erhverv kan komme langt ved at bruge gladsaxe.dk/byggeri for at finde svar på de fleste spørgsmål der. Man kan også skrive til byggesag@gladsaxe.dk, så svarer vi så hurtigt, som vi kan, siger teamleder Anja Munch Harbo.

Fakta:

Gladsaxe behandler årligt ca. 1.500 små og store byggesager, forespørgsler, byggeplaner, skitser m.m. Ud over byggesager tager de 12 medarbejdere i afdelingen sig også af rottebekæmpelse, ejendomsskatter, BBR-meddelelser, vejnavne, adresser og sager om udstykning af grunde. Plus det løse.

Der er offentlig adgang til de fleste byggesager i Gladsaxe via www.weblager.dk , hvis du vil undersøge noget eller bare er nysgerrig.

Gladsaxe gik i gang med at digitalisere byggesager tilbage i 2007. I alt 1.500 hyldemeter papir blev skannet ind eller cirka 1,3 milliarder stykker papir. Processen var færdig to år efter i 2009. Læs mere: https://www.dknyt.dk/artikel/27761/1-500-hyldemeter-byggesager-digitaliseres

Kontakt:

Kommunikationschef Ulla Baden tlf.: 39575020 / 22765622 email: ulla.baden@gladsaxe.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hjemmearbejde-giver-hurtigere-svar-pa-byggesager?releaseId=13592490

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu