ANNONCE

PRM / Hjerteforeningen om første kontantfri indsamling: Meget tilfredsstillende resultat

9. september 2020 11:57 | Af: Ritzau Info
 

Beløbet pr. donation i år var over 60 kr. udelukkende givet på mobile pay, sms eller bankoverførsel. Og det er højere end sidste år, hvor beløbet var på ca. 50 kr. primært doneret i kontanter. – Kontantfri indsamling er fremtiden, siger adm. direktør Hjerteforeningen, Anne Kaltoft

Pressemeddelelse fra Hjerteforeningen

Som den første organisation i Danmark samlede Hjerteforeningen søndag 30. august ind uden de velkendte raslebøsser. Donationer kunne kun gives i form af mobile pay, sms eller bankoverførsel, og indsamlerne ville være nødt til at takke nej til sedler og mønter.

Det initiativ var danskerne helt klar til, viser de nu opgjorte tal fra Hjerteforeningens Landsuddeling. Hver indsamler samlede nemlig i gennemsnit stort set samme beløb ind som i 2019, hvor hele 80 % af donationerne blev givet i kontanter.

– Danskerne har taget rigtig flot imod den kontantfrie indsamling, og det er vi glade for og meget taknemmelige over. Det er altid et sats at være først til noget, men resultatet viser, at raslebøsserne er fortid og kontantfriheden er fremtiden, siger adm. direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft.

Coronasikker indsamling
Samlet set ligger resultatet dog kun på ca. en tredjedel af sidste års resultat på 6,4 mio. kr. Grundet coronopandemien blev Hjerteforeningens Landsuddeling i foråret udskudt til sensommeren, som bl.a. gjorde det svært at rekruttere indsamlere, hvorfor det samlede beløb for i år er landet på 2,3 mio. kr. Et beløb, der bliver brugt på at sætte ca. 100 nye døgntilgængelige hjertestartere op i Danmark.

I alt var 2000 indsamlere på gaden 30. august. Sidste år deltog 7000 i Hjerteforeningens Landsuddeling.

– Vi føler selv, at vi har været på forkant ved at gå kontantfri og gjort det muligt at gennemføre en landsuddeling, der er ansvarlig og sikker – også i forhold til COVID-19. Men vi har stor forståelse og respekt for, at mange tilmeldte indsamlere alligevel valgte at melde fra op til Landuddelingen. Man skal føle sig tryg – det er det vigtigste, siger Anne Kaltoft.

Kontantfrihed sparer penge
Sammenlignet med sidste år, hvor hver donation i gennemsnit var på ca. 50 kr., er tallet for i år på 63 kr. pr. mobile pay-donation. Dertil kommer sms- og bankoverførsler.

– Planlægningen af en kontantfri indsamling gik i gang længe før, vi havde hørt om corona. Det gjorde den, fordi vi kan spare administrative omkostninger ved at gå kontantfri, faktisk helt op mod 500.000 kroner til forsikring og håndtering af kontanter – penge, som i stedet kan bruges til at sikre døgntilgængelige og funktionsdygtige hjertestartere til danskerne, siger Anne Kaltoft.

De 100 nye hjertestartere vil blive sat op rundt om i landet de kommende måneder.

Kontakt:

PRESSENUMMER 33 66 99 30

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hjerteforeningen-om-forste-kontantfri-indsamling-meget-tilfredsstillende-resultat?releaseId=13599575

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu