PRM / HK/Privat hylder funktionærlovens 80 årsdag med jubilæumsbog og reception

31. oktober 2018 12:56 | Af: Ritzau Info
 

2/3 af de beskæftigede i Danmark kan takke funktionærloven for rettigheder som fuld løn under sygdom og beskyttelse mod usaglig fyring. Torsdag den 1. november inviterer HK/Privat til reception for ny bog om loven på dens 80 årsdag.

Pressemeddelelse fra HK/Danmark

Fuld løn under sygdom eller et rimeligt opsigelsesvarsel er rettigheder, rigtig mange lønmodtagere i dag ikke behøver at sætte spørgsmålstegn ved. Det kan de takke funktionærloven for, som HK/Privat derfor har valgt at fejre med en jubilæumsbog, “Funktionærloven 80 år”, i anledning af dens årsdag den 1. november.

– Funktionærloven er en fantastisk vigtig lov, som også er fantastisk overset. Vi har det med at tage den for givet som et grundvilkår på samme måde som tyngdeloven og kønsdriften. Men den har altså haft en formidabel stor betydning for utrolig mange lønmodtagere, og det vil vi gerne markere, siger Simon Tøgern, formand for HK/Privat.

Hr. Stein og hr. Schwann har fået selskab
Loven markerer et af sidste århundredes store sociale og politiske fremskridt på arbejdsmarkedet. Fra at være en lov, der dækkede en relativ lille gruppe på arbejdsmarkedet, er det i dag op mod 2/3 af de beskæftigede i Danmark, som kan takke funktionærloven for en del af deres rettigheder. Enten fordi de er direkte dækket af loven, eller fordi den har haft en afsmittende effekt på deres overenskomst, der henviser til den.

– 1930’ernes funktionærer, som vi kender dem fra Matador i skikkelse af hr Schwan fra Damernes Magasin og hr Stein fra banken, er blevet et massefænomen, som stadig vokser. Derfor er det også vigtigt at hylde funktionærloven som en vigtig og naturlig søjle under det danske arbejdsmarked, der komplementerer overenskomsterne, siger Simon Tøgern.

“Funktionærloven 80 år” dykker ned i de lange linjer i lovens udvikling og i den politiske og juridiske påvirkning af nogle af dens vigtigste paragraffer og emner. Det gælder blandt andet det afgørende spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige at være funktionær og dermed omfattet af loven.

Selve udgivelsen bliver fejret ved en reception i HK torsdag den 1. november kl. 16-18. Her deltager en række af de bidragsydere fra domstole, advokatkontorer, arbejdsmarkedets parter og forskningsinstitutioner, som har leveret kapitler til bogen. Det samme gør de to redaktører, advokat Lars Svenning Andersen, der er en af Danmarks førende specialister i arbejdsret og bl.a. tidligere formand Danske Advokater, og Aage Jacob Jensen, tidligere leder af HK’s juridiske afdeling.

Praktisk:

Bogreception, “Funtionærloven 80 år”

Torsdag den 1. november kl. 16.00-18.00
HK, Weidekampsgade 8, 2300 København S.

“Funtionærloven 80 år” kan købes hos Djøf Forlag.

Kontakt:

Pressekonsulent Troels Gadegaard Frølich, tlf. 26 58 80 43 / 44tgf@hk.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hkprivat-hylder-funktionaerlovens-80-arsdag-med-jubilaeumsbog-og-reception?releaseId=13563323

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu