ANNONCE

PRM / Hurtig indsats fra kommunerne i Region Sjælland kan redde lokale arbejdspladser

24. marts 2020 10:13 | Af: Ritzau Info
 

Dansk Byggeri roser, at alle kommuner i Region Sjælland vil fremrykke betalinger for udført arbejde. Guldborgsund, Stevns, Vordingborg og Slagelse ser også på, om de kan fremrykke byggeprojekter. Det vil uden tvivl hjælpe lokale virksomheder, men det skal gå hurtigt med at få byggeprojekterne op af skuffen, lyder opfordringen.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Coronakrisen har ramt virksomhederne hårdt og nærmest fra den ene dag til den anden, det mærker vi også i Region Sjælland. Heldigvis har Folketinget sendt hjælpepakker til erhvervslivet, og nu har kommunerne også en mulighed for at hjælpe og redde lokale arbejdspladser. Hvis vi hjælper hinanden, kommer både virksomheder, medarbejdere og kommuner bedst muligt ud på den anden side af den her krise, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster Jesper Toftebjerg Andersen.

Han roser alle kommuner i Region Sjælland for at fremrykke betalinger på udført arbejde. Samtidig opfordrer han kommunerne til at fremrykke byggeprojekter.

– Som situationen er nu, gør det en stor forskel for mange virksomheder, om de får betaling for udført arbejde nu eller om to eller tre måneder. Jeg kan derfor kun rose kommunerne for deres tiltag. Jeg ved, at i Guldborgsund, Stevns, Vordingborg og Slagelse er kommunerne derudover i fuld gang med at vurdere, hvilke byggeprojekter de kan fremrykke. Det vil uden tvivl kunne redde arbejdspladser, og jo hurtigere opgaverne kommer ud til virksomhederne, jo større er chancen for, at virksomhederne undgår at sende medarbejdere hjem, siger Jesper Toftebjerg Andersen, Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster.

Han opfordrer de andre kommuner i Region Sjælland til at gøre det samme.

– Jo flere kommuner, der gør som Guldborgsund, Stevns, Vordingborg og Slagelse, jo flere virksomheder kan holde gang i hjulene og dermed også fast i medarbejderne. Kommunerne kan også overveje, om der er skoler, børnehaver eller rådhuse, som trænger til en kærlig hånd, nu hvor de alligevel står tomme, siger formand Jesper Toftebjerg Andersen.

Udover at sætte nye byggeopgaver i gang, er det også vigtigt, at kommunerne fortsætter med fx at holde åbent på genbrugspladserne og sagsbehandle byggetilladelser, selvom rådhuset er lukket.

– Det er vigtigt, at vi hjælper hinanden med at holde aktiviteten kørende, der hvor vi kan. Vi har en fælles interesse i, at coronakrisen rammer mindst muligt, og her har hver enkelt kommune mulighed for at gøre en forskel lokalt. Jeg ved godt, at coronakrisen har givet kommunerne travlt på alle områder, og jeg er derfor meget glad for, at de også gerne vil hjælpe det lokale erhvervsliv, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster Jesper Toftebjerg Andersen.

Kontakt:

Formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster Jesper Toftebjerg Andersen, telefon 40 21 75 65

Regionskonsulent for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster Mads P. Gede, telefon 24 60 05 22

Pressekonsulent i Dansk Byggeri Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hurtig-indsats-fra-kommunerne-i-region-sjaelland-kan-redde-lokale-arbejdspladser?releaseId=13590524

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu