PRM / Huspriserne faldt i maj for anden måned i træk

14. juni 2018 06:00 | Af: Ritzau Info
 

Indeks: Lejlighedspriserne stiger, selv om salget ligger lavere end sidste år

Pressemeddelelse fra home a/s

Homes salgsprisindeks, der udsendes i samarbejde med Danske Bank, viser udviklingen i kvadratmeterpriserne helt frem til og med maj i år for både huse og lejligheder.
Indekset for huse viser, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris faldt i maj for anden måned i træk. Lejlighederne præsterede igen igen en stigning, selv om salget ikke helt berettiger til det.
Se alle detaljerne, tabeller og grafer i vedhæftede PDF’er samt kommentar til de to indeks herunder.

Yderligere oplysninger:
Danske Bank, privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen – louhan@danskebank.dk – tlf. 4512 8531
Home, boligmarkedsanalytiker Henrik Hauthorn Jensen – hehj@home.dk – 2043 3514

Resumé:
Huspriserne faldt i maj

– homes husprisindeks viser, at huspriserne på landsplan faldt med 0,3 procent fra
april til maj (sæsonkorrigeret) – når man måler prisudviklingen som et
tremåneders glidende gennemsnit.
– Prisfaldet fra måneden før ser dermed ud til at være fortsat i maj. Sammenlignet
med maj 2017 lå huspriserne 0,7 procent højere.
– I forhold til toppen i december 2006 lå huspriserne i maj 4,0 procent lavere.
– Prisen på et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvm. var i maj 2.050.000 kr.
– De reale huspriser, der måler, hvor meget huspriserne vokser i forhold til
forbrugerpriserne generelt, faldt med 0,5 procent fra april til maj – når man
måler prisudviklingen som et sæsonkorrigeret tremåneders glidende gennemsnit.
De reale huspriser er stadig 18,8 procent lavere, end da de toppede før
finanskrisen.

Lejlighedspriserne steg i maj

– homes ejerlejlighedsprisindeks steg 0,3 procent fra april til maj (sæsonkorrigeret)
når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.
– Sammenlignet med samme måned sidste år lå ejerlejlighedspriserne på landsplan
11,5 procent højere.
– Bag prisstigningen på landsplan gemmer der sig også prisstigninger i både
København og Aarhus på henholdsvis 0,4 og 0,5 procent.
– Priserne er steget med 0,1 procent i Region Hovedstaden i maj, mens de er steget
0,9 procent i Region Midtjylland.
– På landsplan var prisen på en gennemsnitlig ejerlejlighed på 85 kvm. 2.640.000 kr.
i maj. I København var prisen 3.600.000 kr., mens en tilsvarende lejlighed i Aarhus
kostede 2.640.000 kr.
– De reale lejlighedspriser viser udviklingen i lejlighedspriserne, når man fraregner
den generelle prisudvikling i samfundet. De steg 0,1 procent i maj (målt som et 3
måneders glidende gennemsnit).

Kommentar til Home prisindeks for maj (Henrik Hauthorn Jensen, boligmarkedsanalytiker, Home):

Husmarked ramt af ‘hedeslag’ i maj

Lejlighedspriserne trodser logikken

“Mange bliver dovne og dvaske, når det er meget varmt. Måske skete det for huspriserne i maj. De faldt lidt fra april til maj, og det ligger godt i tråd med, at handelsaktiviteten var ca. 1 % lavere i maj end samme måned sidste år.

I årets første fem måneder er salget af huse dog ca. 4 % foran sidste år, så hussalget holder ‘kurs og fart’, ser det ud til, lige som mange fremvisninger i maj lover godt for de næste par måneders salg.

Det er anden måned i træk med fald i kvadratmeterprisen på huse. En årsag kan være, at der er en stigende andel af hussalg i landkommunerne med lavere kvadratmeterpriser. Det trækker lidt ned i gennemsnittet.

Til gengæld trodser lejlighederne nærmest markedets ‘logik’. I forhold til sidste år ligger salget af lejligheder både i maj og for årets fem første måneder ca. 8 % lavere. Ikke desto mindre steg kvadratmeterpriserne på lejligheder igen i maj.

En forklaring kan være, at køberne især går efter de mindre lejligheder, som de har råd til at købe efter de nye stramme kreditvurderingsregler, og de mindre lejligheder har typisk en højere kvadratmeterpriser, da de første ‘basiskvadratmeter’ i en bolig er de dyreste. Det kan være med til at trække gennemsnittet op,” siger Henrik Hauthorn Jensen, Home.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/huspriserne-faldt-i-maj-for-anden-maned-i-traek?releaseId=13060046

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu