PRM / Hver 6. dansker skifter først til vinterdæk, når nattefrosten rammer

8. november 2018 07:26 | Af: Ritzau Info
 

Selvom de fleste måske godt ved, at det er for sent først at skifte til vinterdæk, når frosten allerede har sat ind, venter hver 6. dansker til nattefrosten rammer os. Det viser en ny undersøgelse, lavet af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring.

Pressemeddelelse fra Gjensidige Forsikring

På trods af at vinteren de sidste par år har ladet vente på sig, så skal man ikke vente med at få skiftet til vinterdæk. En ny undersøgelse viser, at alt for mange venter med at tage de vintersikre dæk i brug, til den første nattefrost har indfundet sig, hvilket desværre ofte er for sent.

“Hvert år ser vi mange skader i løbet af efterårs- og vintermånederne, fordi mange ikke har fået monteret vinterdæk i tide. Der behøver nemlig hverken være sne eller frost, for at man kan miste herredømmet over sin bil. Heldigvis kan en del af disse skader undgås, hvis man husker, at man skal få skiftet til vinterdæk, når termometeret pludselig viser syv grader,” siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

Skift dæk før det er for sent
Det er ikke kun, når termometeret viser minusgrader, at der er fare for, at bilen kan miste vejgrebet. Det er også i forbindelse med løvfald og rim, hvor vejene bliver mindst ligeså glatte, som ved frostvejr og snefald. Det er derfor vigtigt at komme efterårs- og vintervejret i forkøbet.

“Selvom kalenderen ikke viser vinter endnu, kan vi desværre se, at der er flere og flere, der ikke skifter dæk på bilen, før det er for sent. Noget tyder på, at vinteren hvert år kommer bag på mange bilister, og det resulterer i flere ulykker og mere usikker kørsel,” siger Henrik Sagild.

Slidte vinterdæk kan være ligeså farlige som sommerdæk i frostvejr
Selvom vinterdæk skal være med til at sikre, at bilen ikke glider på de spejlglatte veje, skal man altid tjekke, om dækkene stadig er gode nok eller om de er blevet for gamle.

Henrik Sagild uddyber, “ligesom alle andre ting kan blive for gamle, kan vinterdæk også blive det. Det er vigtigt, at man er opmærksom på dækkenes generelle tilstand, og om dækmønstrets dybde er acceptabel. I mange tilfælde kan for gamle vinterdæk have så dårligt vejgreb, at de er decideret livsfarlige at køre med.”

Gode råd ved dækskifte

  • Skift dæk i tide; i morgen kan det være for sent.
  • Tjek dækmønstrets dybde. På vinterdæk bør dybden være mindst 3 mm af hensyn til bremsning og vejgreb.
  • Tjek alderen på dine vinterdæk. De ser måske nye ud, men gummien kan være mør og have mistet sin ydeevne.
  • Stram hjulboltene en ekstra gang efter ca. 50 km. Det gælder også, hvis du har fået foretaget dækskiftet hos en forhandler.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring blandt 1678 repræsentativt udvalgte danskere i oktober 2018.

Planlægger du at montere vinterdæk i år?

  • Ja 88 %
  • Nej 9 %
  • Ved ikke 3 %

Hvornår monterer du normalt vinterdæk?

  • Omkring november 60 %
  • Når den første sne er kommet 2 %
  • Så snart der er nattefrost 18 %
  • Når der har været sne eller isglatte veje mere end blot én dag 3 %
  • Andet 11 %
  • Ved ikke 6 %

Kontakt:

Kommunikationschef Trine Andrup tlf.: 27 52 51 06 email: tran@gjensidige.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-6-dansker-skifter-forst-til-vinterdaek-nar-nattefrosten-rammer?releaseId=13563841

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu