PRM / Hver anden dansker: Cyklisterne har den farligste adfærd

26. juni 2018 09:35 | Af: Ritzau Info
 

Det er ikke dem, der sidder bag rattet i lastbilerne, busserne eller taxierne, der ifølge danskerne har den farligste adfærd i trafikken. Det er derimod cyklisterne, efterfulgt af bilisterne. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

Pressemeddelelse fra Gjensidige Forsikring

Danmark er en nation af cyklister. Fire ud af fem danskere har mindst én cykel, og for ca. en femtedel af danskerne er cyklen det foretrukne transportmiddel i hverdagen. Men noget tyder på, at cyklisterne har noget at lære. For ifølge 44 % af danskerne har de den farligste adfærd i trafikken. Det er et godt stykke foran bilisterne, der ifølge 25 % er farligst og lastbilchaufførerne, som 13 % vurderer har farligst adfærd.

“Det er er tankevækkende, at cyklisterne har det værste ry i trafikken. Især da de ofte er den bløde part i trafikuheld, og man derfor må antage, at de prøver at undgå ulykker. I vores opgørelser over skader i trafikken, er det tydeligt, at det ikke er cyklisterne, der er involveret i flest skader – det er bilisterne. Men det betyder ikke, at cyklister bare skal ignorere dette resultat, der viser, at det nærmest kun kan blive bedre,” siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

Fire ud af fem ejer en cykel – ikke alle har farlig adfærd

Selv om undersøgelsens resultat er relativt entydig, betyder det ikke, at alle cyklister har en farlig adfærd i trafikken. Erfaringerne fra Gjensidige er dog, at det ofte er cyklister, der får personskader. Faktisk sker det oftere for dem end for bilister og fodgængere. Tal fra Danmarks statistik viser da også, at selv om færre cyklister generelt kommer til skade i trafikken, er tallet stadig højere end antallet af bilister, der kommer til skade.

“Selv ser jeg hver dag cyklister, der på den ene eller anden måde bryder loven ved at køre over for rødt, sender SMS eller lignende. I nogle tilfælde er det naturligvis mindre farligt end andre, men generelt må jeg sige, at det overrasker mig, at man tager chancen, når man så let kan komme alvorligt til skade. Det er dog vigtigt at huske, at det ikke er alle cyklister, der udviser farlig adfærd, når de bevæger sig rundt i trafikken,” siger Henrik Sagild.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring i februar 2018 blandt 1841 repræsentativt udvalgte danskere.

Hvilken type trafikanter har efter din mening den farligste adfærd i trafikken?

  • Lastbilchauffører 13 %
  • Taxichauffører 6 %
  • Cyklister 44 %
  • Bilister 25 %
  • Andet 1 %
  • Ved ikke 11 %

Kontakt:

Senior Kommunikationskonsulent Klaus Fridorf tlf.: 61 20 19 97 email: klaus.fridorf@gjensidige.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-anden-dansker-cyklisterne-har-den-farligste-adfaerd?releaseId=13105303

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu