PRM / Hver femte job i Midtjylland er skabt i EU’s indre marked

31. oktober 2018 07:00 | Af: Ritzau Info
 

Mindst 20 procent af arbejdspladserne i Region Midtjylland er skabt af lokale virksomheders eksport til EU’s indre marked, viser en ny analyse. En af de virksomheder, der bruger det indre marked til at skabe lokale arbejdspladser i Skive, er virksomheden A-Consult Agro A/S.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Dansk know-how, varer og services sendes i en lind strøm fra midt- og vestjyske virksomheder til kunder i lande i EU’s indre marked. Netop den eksport har ifølge en ny analyse fra Erhvervsministeriet skabt mindst 20 procent af de lokale arbejdspladser i Region Midtjylland. Danske virksomheders handel med andre EU-lande har ifølge rapporten også betydet, at en gennemsnitsfamilie med to voksne har fået 65.000 kroner mere til forbrug om året.

– By eller land, det indre marked giver et boost i alle landets lokalområder. Både danske virksomheder og danske familier har gavn af et velfungerende indre marked i Europa, hvor virksomhederne kan operere uden alt for mange besværligheder. Det er nok de færreste, der til hverdag tænker over, at mange af vores arbejdspladser eksisterer netop på grund af de fordele, som det indre marked giver vores virksomheder. Og det uanset hvor i landet vi befinder os, siger international chef i Dansk Byggeri, Henriette Thuen.

Virksomheden A-Consult Agro A/S laver betontanke til landbrug, biogas, industri, vandbehandling og akvakultur i Danmark og bl.a. Sverige, Norge, Tyskland, Benelux, Polen og Frankrig. Det giver fast arbejde til ca. 30 ansatte i virksomheden, som er hjemhørende i Skive.

– Det ville højst sandsynligt ikke være muligt for os at eksportere vores betontanke til andre lande, hvis ikke der var fælles regler og standarder på det indre marked. Samtidig er det danske marked slet ikke stort nok, så det indre marked i Europa er vores hjemmemarked. Et stort geografisk marked er en vigtig forudsætning for at vores produktion er stor nok til, at udgifter og indtægter giver et fornuftigt resultat, fortæller adm. direktør i A-Consult Agro A/S, Søren Østergaard.

Danske virksomheder bygger primært i vores nabolande, og derfor er det indre marked særligt vigtigt for byggebranchen og virksomheder som A-Consult Agro.

– Det er nok de færreste, der tænker på, at EU’s indre marked fx også ligger i Skive, hvor A-Consult Agro har base. Virksomhederne behøver ikke være store for at operere på det indre marked, men de er typisk specialiserede ligesom A-Consult Agro, siger Henriette Thuen, international chef i Dansk Byggeri.

I alt er 578.000 danske job forbundet med eksport af varer eller services til det indre marked.

Kontakt:

International chef i Dansk Byggeri, Henriette Thuen, telefon 40 98 41 30
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-femte-job-i-midtjylland-er-skabt-i-eus-indre-marked?releaseId=13562745

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu