PRM / Indvielse: Vadefugle får hjælp af overskudsvand fra motorvej

17. april 2018 08:51 | Af: Ritzau Info
 

Et nyt projekt holder motorvejen på Amager tør, samtidig med at det gavner fuglelivet på Kalvebod Fælled. Onsdag den 18. april tænder Naturstyrelsen og Sund & Bælt pumperne.

Pressemeddelelse fra Naturstyrelsen

Fremover vil vadefugle, der yngler på Kalvebod Fælled i København, få gavn af overskudsvandet fra Øresundsmotorvejen.

Den ni km lange motorvej mellem Amager og Sverige er anlagt så lavt i terrænet, at det er nødvendigt hele tiden at dræne arealet langs med vejen ved hjælp af pumper. Det rene drænvand er hidtil blevet hældt direkte ud i Københavns Havn, men takket være et samarbejde mellem Naturstyrelsen og Sund & Bælt bliver drænvandet sammen med det øvrige overskudvand fra landanlæggene fremadrettet ledt fra motorvejsanlægget over til de store strandenge på fælleden.

Kalvebod Fælled er et af Sjællands vigtigste vådområder og er kendt for sin mangfoldighed af især ande- og vadefugle. Fuglenes nyklækkede unger er afhængige af tilgængelige mudderflader og pytter, hvor de kan finde føde. Her falder overskudsvandet på et tørt sted.

– Som ejer af store trafikale anlæg hen over Amager er vi optaget af at indgå i samarbejder, der er med til at sikre en god balance til naturen omkring os. Derfor er vi glade for at kunne bidrage til at skabe mere naturlige vandforhold på strandengene til gavn for vadefuglene, siger teknisk chef Kim Agersø Nielsen fra Sund og Bælt.

Hjælp i tørre forår
I forbindelse med projektet er der blevet gravet grøfter for at lede vandet fra Trekantsøen i motorvejsudfletningen til området Koklapperne, så strandengene kan blive til et endnu bedre levested for vadefugle. Denne del af fælleden er omfattet af fredet og beskyttet natur, og derfor har både Fredningsnævnet og København og Tårnby Kommune skulle give dispensation til arbejdet.

Vandkvaliteten er desuden blevet undersøgt i den tekniske forundersøgelse, og den har vist, at vandet er egnet til at blive ledt ud i naturen.

– Vi har i flere år ledt efter en måde at få mere naturlige vandforhold på strandengene. Vadefuglene er afhængige af våde områder, og i de fleste år har det været et problem, at strandengene tørrer for hurtigt ud hen over foråret i fuglenes yngletid. Projektet vil være med til at sikre optimale betingelser for ynglende vadefugle, selv i de år, hvor der er ringe nedbør eller stor fordampning fra området i forårsmånederne, siger Signe Nepper Larsen, vicedirektør i Naturstyrelsen.

Projektet indvies onsdag den 18. april kl. 8:00, hvor vicedirektør i Naturstyrelsen Signe Nepper Larsen og teknisk direktør i Sund og Bælt Lars Fuhr Pedersen vil tænde pumperne.

Projektet har modtaget støtte fra Landbrugsstyrelsen.

Mødested: Fasanskovvej, 2770 Kastrup, indkørsel via Otto Baches Alle, følg skiltning
Se mødested på kort.

Program

7:50: Ankomst og kaffe

8:00: Velkommen ved Skovrider Hans Henrik Christensen

Tale ved vicedirektør Signe Nepper Larsen Naturstyrelsen
Tale ved Teknisk direktør Lars Fuhr Pedersen Sund og Bælt

8:20: Officiel åbning af pumpe og tid til spørgsmål

8:40: Bus og guidet tur til Villahøj, hvor effekten af nye yngleområder for vadefugle kan opleves.

9:10: Tak for i dag

Kontakt:

Spørgsmål til projektet kan rettes til skovfoged Sven Norup, 2373 0250 eller snj@nst.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/indvielse-vadefugle-far-hjaelp-af-overskudsvand-fra-motorvej?releaseId=12669295

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu