PRM / Iværksætter med enkel kur imod stress: Stol på medarbejderne

9. oktober 2018 08:00 | Af: Ritzau Info
 

Iværksætter og forfatter Jonathan Løw har startet 5 virksomheder og netop hentet investering til endnu én. Han har tidligere kæmpet med alvorlig stress, men fundet en kur, der er overraskende enkel: Lær at stole på dine medarbejdere!

Pressemeddelelse fra Listen Louder

Jonathan Løw kender som leder og iværksætter følelsen af at skulle være ‘den fleksible arbejdsgiver’. Det er ifølge ham blevet moderne at lade medarbejderne arbejde hjemmefra, ligesom nogle arbejdsgivere går mere radikalt til værks og indfører eksempelvis 4-dages arbejdsuger. Og Jonathan Løw erkender blankt, at det ikke har været nemt at nå frem til den erkendelse, at det nok er i denne frihed, fremtiden ligger.

“Det virker jo attraktivt for medarbejderne, for de får mere tid til familien. Mere tid til vennerne. Mere tid til sig selv, men for mig har det aldrig stået som særligt positivt, for jeg har aldrig rigtig turdet stole på, at de egentlig lavede dagens gode gerning, når de ikke var på kontoret”, fortæller Jonathan Løw hudløst ærligt.

Det er ikke nogen nem beslutning at stole på sine ansatte

Jonathan Løw har dog valgt en helt anden vej med sin sjette virksomhed, JumpStory, som han netop har hentet en større millioninvestering til. Væk er tidligere tids skepsis imod at sætte medarbejderne fri, og nu går den anerkendte iværksætter i stedet i den modsatte grøft.

“Jeg har valgt at træffe den beslutning med både hjerne og hjerte, at jeg stoler 110% på mine ansatte. Det kan måske lyde banalt, men jeg kender i hundredvis af ledere, som ikke oprigtigt har det sådan, selvom de melder det ud i offentligheden. Det er populært at sige som leder, men hvis medarbejderne kan mærke, at man alligevel ikke rigtig mener det, så skaber det en virkelig dårlig stemning”, forklarer Jonathan Løw.

Jonathan Løw fremhæver, at der er begyndt at komme historier, som viser, at det i sidste ende er en god forretning for de fleksible arbejdsgivere. Alligevel har han skullet kæmpe med usikkerheden som arbejdsgiver – ikke mindst iværksætter.

Antallet af arbejdstimer siger ikke meget om den skabte værdi

“Tidligere havde jeg da ofte mange tanker omkring at sætte folk så meget fri, som vi gør nu. Tanken om at nogle af ens nøglemedarbejdere sidder derhjemme i privaten, hvor man dels ikke kan holde øje med, og hvor de dels har alle mulige distraktioner, kan være ubehagelig. Tænk nu hvis de ikke laver noget? Tænk nu hvis de ‘snyder mig’. Tænk hvis de spekulerer i det”, beretter Jonathan Løw og er helt bevidst om, at han ikke lyder specielt sympatisk, når han vælger at være så ærlig.

“Men det er sådan det er – ikke mindst for uerfarne iværksættere og ledere. Da jeg første gang hørte om vækstvirksomheden IIH Nordic, der lader medarbejderne holde fuldstændig fri på én af ugens fem arbejdsdage, tænke jeg da instinktivt: Det er et rent mediestunt. Det kan da umuligt være en god forretning, men det er det jo”, erkender Jonathan Løw.

Han forklarer sin tidligere holdning ud fra at være vokset op i arbejdskulturer, hvor man blev betalt for det antal dage og timer, man var på kontoret.

“Vi blev da ikke betalt for, hvad vi leverede. Sikke en tåbelig tanke!”, siger Jonathan Løw og fortsætter:

“I nogle jobs er det klart, at man ikke radikalt kan gentænke det med at være på arbejdspladsen kontra det at skabe værdi og levere resultater. Nogle jobs kræver menneskeligt nærvær, mens andre forudsætter at alle på arbejdspladsen er til stede for, at helheden kan fungere.

Men i mange moderne jobs er det ikke tilfældet. Her står vi som ledere og iværksættere overfor en transformation, der i mine øjne langt fra er så strukturel, som den er mental”, mener Jonathan Løw.

Det handler i Løws øjne ikke så meget om, at man som leder eller iværksætter ikke godt kan se fordelen i at have fleksible arbejdstider. Det er jo noget, man selv er vant til. Det handler om de folk, man ansætter.

“Ens medarbejdere synes jo næppe, at det er så vigtigt, hvad man laver, som man selv gør. Eller gør de?”, spørger Jonathan Løw og kommer til sin hovedpointe.

Fik en lederpris han ikke fortjente

“Nøglen ligger for mig at se i sidstnævnte spørgsmål. Om arbejdet er vigtigt og meningsfyldt nok for mine ansatte. Om de kan se meningen i det.

Jeg modtog for efterhånden ti år siden en lederpris, som jeg ikke tænker, at jeg fortjente. Dengang var jeg mere umoden end i dag, og jeg havde meget lidt tillid til, at mine medarbejdere gjorde, som de skulle. Jeg kiggede dem konstant over skulderen.

Det var hverken en særligt god ledelsesstil, men det kostede også på den personlige konto. Jeg gik ned med stress, fordi virksomheden vækstede, og jeg reelt skulle holde øje ikke kun med mine egne arbejdsopgaver, men med de øvrige 20 ansatte opgaver. Jeg bedrev såkaldt micro-management ned i mindste detalje.”

I dag er micro-management blevet erstattet af maksimal frihed. Jonathan Løw er medstifter af IT- og kommunikationsvirksomheden JumpStory, hvor han netop har hentet den første større millioninvestering og står til at vokse en del over de kommende år.

Det betyder, at Jonathan Løw igen skal igennem rejsen med at ansætte folk, og Løw ved godt, at hvis han skal tiltrække de største talenter, så skal han også turde give dem frihed og langt mere fri rammer end førhen. Han skal virkelig stole på dem!

Ét eksistentielt ego-opgør

“Som en del af denne tillidsøvelse ligger også en personlig udvikling. Jeg tænker det som en slags ego-opgør. Jeg skal oprigtigt tro på, at virksomheden kan køre videre uden, at jeg er på kontoret. Dét er faktisk ledelse i sin yderste potens. At virksomheden kører fantastisk uden, at jeg er der til at holde øje”, mener Jonathan Løw.

Derfor er det også blevet en helt eksistentiel beslutning for Jonathan Løw. Fordi hans nye virksomheds mission er så vigtig for ham, så bliver den også en vigtig del af hans liv.

“Dermed rører det ved noget helt grundlæggende i én som menneske. Tanken om at også verden på et tidspunkt vil køre videre uden, at man selv er der til at tage del i det hele”, reflekterer Jonathan Løw og fortsætter.

“Hvis man er, som mennesker er flest, så er den tanke ubehagelig. For nogle skræmmende. Det er det faktisk også at tænke på, at man som leder fint kan undværes på kontoret. Men det er også utroligt sundt. Det nedsætter faktisk ens stressniveau fra 100 til 0 på meget kort tid, for man lægger noget af sin skæbne i andre menneskers hænder. Det lyder måske ubehageligt, hvis du ligesom mig er ambitiøs og ønsker kontrol, men det føles fantastisk godt, når man først lærer det. Jeg kan varmt anbefale det”, slutter Jonathan Løw.

Kontakt:

Jonathan Løw
mobil 28 78 54 50
mail jonathan@listenlouder.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ivaerksaetter-med-enkel-kur-imod-stress-stol-pa-medarbejderne?releaseId=13561014

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu