ANNONCE

PRM / Jeppe Kofod: Spionage på dansk jord er fuldstændigt uacceptabelt

3. februar 2020 17:36 | Af: Ritzau Info
 

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tidligere i dag indkaldt Saudi-Arabiens ambassadør Fahad Al Ruwaily til møde med Udenrigsministeriets fungerende direktør for udenrigspolitik. Det sker som reaktion på de oplysninger om, at tre personer fra gruppen ASMLA er blevet arresteret i forbindelse med formodet spionage på dansk grund på vegne af en saudiarabisk efterretningstjeneste.

Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

“Som PET-chefen sagde tidligere i dag, er det vurderingen, at tre personer fra ASMLA har spioneret for en saudiarabisk efterretningstjeneste. Vi befinder os nu for anden gang på halvandet år i en situation, hvor en regional konflikt udspilles i Danmark per stedfortræder. Jeg vil gerne slå fast med syvtommersøm, at det er dybt alvorligt og komplet uacceptabelt. Og det er tidligere i dag gjort klart for den saudiarabiske ambassadør. Endvidere er vores ambassadør i Riyadh blevet instrueret om at overbringe den samme besked direkte over for de saudiarabiske myndigheder i utvetydige vendinger,” siger Jeppe Kofod.

Under mødet udtrykte den fungerende direktør for udenrigspolitik, på vegne af den danske regering, i meget klare vendinger, at regeringen under ingen omstændigheder vil acceptere den slags handlinger på dansk jord.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har også besluttet at informere om sagen i EU.

“Vi har tidligere i dag orienteret EU-systemet, og vil i morgen sammen med Nederlandene rejse sagen på et officielt møde i Bruxelles. Vi står med en organisation, som vi i Danmark sigter for spionage og som Nederlandene sigter for terrorrelaterede aktiviteter. Vi skal aldrig acceptere den slags på europæisk jord,” udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod.

SISSEL CHRISTINE SØE BÖSS / SISBOS@UM.DK

PRESSERÅDGIVER FOR UDENRIGSMINISTEREN

MOBIL +4551837414

UDENRIGSMINISTERIET

ASIATISK PLADS 2 / DK-1448 KØBENHAVN K

TLF. +4533920000 / WWW.UM.DK

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/jeppe-kofod-spionage-pa-dansk-jord-er-fuldstaendigt-uacceptabelt?releaseId=13587489

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu