PRM / Julie løber for et godt formål og i godt selskab

29. november 2018 08:01 | Af: Ritzau Info
 

Julie Alstrup træner op til Telenor CPH Marathon 2019, hvor hun samler penge ind til Børnecancerfonden. Drømmen er at gennemføre de 42,195 kilometer i København sammen med hendes far.

Pressemeddelelse fra Sparta Atletik og Motion

25-årige Julie Alstrup har mange gode minder fra sin barndom og opvækst i Borris. Et af dem er løbeture og motionsløb med hendes far Svend-Erik Alstrup. Netop de mange løbetur og Svend-Eriks store glæde ved løb har haft stor indflydelse på Julies liv, og det projekt som hun har søsat.

“Min far har løbet, siden jeg var helt lille, og jeg har været med til diverse løb, hvor jeg så deltog i de små børneløb, der var. Vi var eksempelvis flere gange i København og se ham løbe Copenhagen Marathon, og det har helt sikkert haft stor betydning for, at jeg i dag er hobby motionist, som træner frem mod Telenor Copenhagen Marathon 2019,” siger Julie Alstrup, som ikke blot træner op til maraton, men som også bidrager til en større sag.

“Jeg har fået mulighed for at løbe for Fundracers, som samler penge ind til Børnecancerfonden. Det er jeg virkelig glad for, og jeg håber, at jeg kan indsamle 5000-8000 kroner via min private indsamling, for jeg vil virkelig gerne gøre noget for andre, og det er også med til at højne min egen motivation, når det bliver hårdt,” siger Julie.

Sammen med far

Ud over den private indsamling, så har Julie også en anden målsætning eller håb for deltagelsen i Telenor Copenhagen Marathon. Det er nemlig 40 års jubilæum ved Copenhagen Marathon, og hvis farmand bliver klar, så bliver det formentlig hans sidste maratonløb.

“Jeg elsker stadig at løbe med min far, og det gør vi også, når jeg er hjemme på besøg. Han løb sit første maraton i København i 2002, hvor vi stod og kiggede på. I 2017 skulle vi så have løbet sammen hele vejen, men det gik ikke. Så jeg håber, at det kan lade sig gøre ved jubilæumsløbet i 2019, og Copenhagen Maraton er det fedeste løb, så det kunne være en fantastisk oplevelse sammen,” siger Julie Alstrup, som løber 45-50 kilometer om ugen. Kilometer som primært bliver løbet i Århus, men også i Borris og omegn, når hun er på besøg hos familien.

Du kan læse mere om Julies indsamling og støtte den her.

Kontakt:

PR- og Pressemedarbejder Martin van Dijk tlf.: 26292691 email: martin@sparta.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/julie-lober-for-et-godt-formal-og-i-godt-selskab?releaseId=13564554

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu