ANNONCE
Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet
Indsatsen mod et kommende EU-initiativ fortsætter, når beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard tirsdag besøger sin ministerkollega i Tyskland, Hubertus Heil. På mødet vil de to ministre drøfte flere aktuelle EU-dagsordener og ikke mindst det kommende tyske EU-formandskab i 2. halvår 2020.
Et af de højt prioriterede emner for drøftelserne er overvejelserne til et initiativ fra EU-Kommissionen om mindsteløn – overvejelser som i øjeblikket er i høring hos de europæiske arbejdsmarkeds parter.
Den danske regering arbejder hårdt for, at forslaget ikke skal underminere den danske model, hvor løn forhandles af arbejdsmarkedets parter.
Udover arbejds- og socialminister Hubertus Heil skal Peter Hummelgaard mødes med formanden for det tyske fagforeningsforbund, præsidenten for den tyske arbejdsgiverforening, formanden for Forbundsdagens arbejds- og socialudvalg samt en repræsentant fra tænketanken Friedrich-Ebert-Stiftung.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:
– Jeg glæder mig til at mødes med mine tyske samarbejdspartnere og drøfte flere yderst vigtige EU-sager – herunder mindstelønssagen. Tyskland har en stor og vigtigt stemme i EU og kommer også til at spille en vigtig rolle i forhandlingerne om mindsteløn som kommende EU-formandskabsland i efteråret 2020. Derfor er det vigtigt, at de forstår vores bekymringer, og hvilke negative konsekvenser et initiativ om mindsteløn i EU kan få for Danmark.
– Selvfølgelig har jeg bemærket, at der i høringsdokumentet fra Kommissionen står, at man ikke ønsker at indføre en mindsteløn i lande, hvor lønnen fastsættes gennem kollektive forhandlinger. Men jeg er fortsat bekymret for den endelige formulering og om det i sidste ende ender med en henstilling til medlemslandene eller et direktiv. Så jeg fortsætter ufortrødent arbejdet for at sikre den danske model.
Kommissionen forventes senere i foråret at indlede anden høringsrunde om de mere konkrete overvejelser om et europæisk initiativ, inden et egentligt forslag bliver fremsat.
Kontakt:
Beskæftigelsesministeriet
Pressevagt: 51232830
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kamp-for-den-danske-model-fortsaetter-med-besog-i-berlin?releaseId=13587859
ANNONCE