ANNONCE

PRM / Kan vi lære noget af fortiden, når katastrofer rammer os i fremtiden?

2. september 2020 14:21 | Af: Ritzau Info
 

Ny udstilling på Moesgaard Museum stiller skarpt på, om vi kan lære noget af fortiden, når fremtiden byder på dommedagsagtige hændelser. Udstillingen After the Apocalypse præsenterer resultaterne fra et fireårigt forskningsprojekt og kan ses i museets udstillingslaboratorium fra 12. september 2020.

Pressemeddelelse fra Moesgaard Museum

Hvis vi forestiller os, at et vulkanudbrud rammer Tyskland i år 2100, hvordan reagerer vi så? For 13.000 år siden skabte netop sådan et vulkanudbrud kaos på det europæiske kontinent og forandrede livet for fortidens mennesker markant. I udstillingen After the Apocalypse, som åbner i Moesgaard Museums udstillingslaboratorium 12. september undersøges det, om vi kan lære noget af fortidens apokalyptiske begivenheder, når katastrofen rammer os i fremtiden.

Mellem videnskab og science fiction
I udstillingen konfronteres publikum med både et fortidigt og fremtidigt scenarie. I udstillingens første del oplever man perioden 13.000 år før nu og videnskaben bag et enormt vulkanudbrud, som fandt sted ved Laacher See i Tyskland. Den voldsomme begivenhed har, ligesom Vesuvs udbrud mange tusinde år senere, indkapslet et øjebliksbillede af oldtidens landskab. Ved hjælp af arkæologiske fund, som er gjort både i nærområdet og også langt væk fra vulkanen, får man svar på udbruddets påvirkning af mennesket dengang. I udstillingens anden del spoles tiden frem og man lader udbruddet ske igen, men denne gang i år 2100. Med et tankeeksperiment, der minder om science fiction, undersøges det i udstillingen, hvordan vi vil reagere i fremtiden, når katastrofen rammer igen.

Katastrofen som samfundsspejl
Baggrunden for ‘After the Apocalypse’ er et fire år langt forskningsprojekt “Apocalypse then? The Laacher See volcanic eruption (13,000 years before present), Deep Environmental History and Europe’s geo-cultural heritage” om vulkanudbruddet ved Laacher See.

Udstillingen præsenterer projektets resultater, som har givet nyt indblik i udbruddet og i, hvordan udbruddet og dets aske nedfald over Europa – fra Italien i syd til Rusland i nord – påvirkede datidens klima, natur og samfund.

“Formålet med forskningsprojektet har ikke kun været at udforske denne voldsomme hændelse i fortiden, men også at bruge den som en slags spejl. Kan vi lære noget af fortiden i forhold til vores egen tid og den fremtid, vi går i møde? Hvis mennesker i Europa – og i Danmark – dengang er blevet påvirket af et fjernt vulkanudbrud, kan det så mon ske igen, og hvad vil konsekvenserne være?”, spørger Felix Riede, der er udstillingsleder på ‘After the Apocalypse’. Han er professor på Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier på Aarhus Universitet og leder af forskningsprojektet bag udstillingen.

Katalysator for udvikling
Laacher See udbruddet for 13.000 år siden medførte uro og omvæltninger for de berørte mennesker, men skabte også grobund for en kulturel opblomstring i Sydskandinavien. Ekstreme hændelser – vulkanudbrud, stormfloder, pandemier – giver anledning til eftertanke og sætter ofte som en katalysator gang i en samfundsudvikling.

“I en verden plaget af klimaændringer, biodiversitetstab, migration, pandemier og politisk strid kan spejlet til fortiden bruges til at spå om fremtiden, og måske endda til at ruste os bedre til at håndtere de ekstreme hændelser, som kan komme til at ske – og sker – i øjeblikket”, siger Felix Riede.

‘After the Apocalypse’ kan ses fra 12. september 2020 i udstillingslaboratoriet på Moesgaard Museum.

Fakta:
Udstilling i Moesgaards udstillingslaboratorium fra 12. september 2020 til 16. maj 2021
Titel: After the Apocalypse

Projektet er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond gennem det særlige Sapere Aude program for banebrydende, udfordrende og tværfaglig forskning med yderligere støtte fra Aarhus Universitets Institut for Kultur og Samfund. Udstillingen er udarbejdet af forskere fra Aarhus Universitets Laboratory for Past Disaster Science.

Yderligere informationer om udstillingen kan fås hos:
Udstillingsleder, Felix Riede, professor (MSO) ved Aarhus Universitet.
Tel: 60 18 73 82
Email: f.riede@cas.au.dk

Kontakt:

Yderligere informationer om udstillingen kan fås hos:
Udstillingsleder, Felix Riede, professor (MSO) ved Aarhus Universitet.
Tel: 60 18 73 82
Email: f.riede@cas.au.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kan-vi-laere-noget-af-fortiden-nar-katastrofer-rammer-os-i-fremtiden?releaseId=13599173

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu