PRM / Karaktergennemsnittet er generelt en god indikator for succes i studie- og arbejdsliv

20. november 2018 06:00 | Af: Ritzau Info
 

Gode karakterer fra gymnasiet gør det ikke kun lettere at komme ind på drømmestudiet, de siger også noget om sandsynligheden for, at man gennemfører sin uddannelse, og om man kommer i job efter endt uddannelse.

Pressemeddelelse fra Eva – Danmarks Evalueringsinstitut

Jo højere karakterer, man som studerende har med sig fra sin gymnasiale uddannelse, desto lavere er risikoen for, at man falder fra sin universitetsuddannelse. Det bekræfter en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA.

I tre notater undersøger EVA sammenhængen mellem studerendes gymnasiale karakterer og frafald på henholdsvis universiteterne, professionshøjskolerne og erhvervsakademierne.

“Vi har længe kendt til sammenhængen mellem karakterer og frafald på universiteterne, men der er ikke tidligere lavet undersøgelser af de to andre sektorer”, fortæller seniorkonsulent Bjarke T. Hartkopf fra EVA.

På erhvervsakademierne er der ligeledes en sammenhæng mellem de studerendes gymnasiale karakterer og risikoen for frafald: Jo højere gennemsnit, jo mindre risiko for, at man dropper ud i løbet af det første år af uddannelsen.

Stort frafald blandt studerende med høje karakterer på professionshøjskolerne

På professionshøjskolerne ser det dog noget anderledes ud. Her er er frafaldet lavest for de studerende, der kommer med karakterer fra midten af skalaen, og selvom frafaldet også her er højest for de studerende med de laveste karaktersnit fra gymnasiet, er der også højt frafald blandt studerende med høje karakterer.

Studerende med karaktergennemsnit på 2 har i gennemsnit en frafaldsrisiko på 23 procent, mens studerende med karaktergennemsnit på mellem 6 og 9 i gennemsnit har en frafaldsrisiko på 15 procent. Tilsvarende er frafaldsrisikoen for studerende med et karaktergennemsnit på 12 på 18 procent.

“Det er bemærkelsesværdigt, at vi ser et relativt stort frafald blandt studerende i toppen af karakterspektret på professionshøjskolerne. Det giver anledning til at overveje, om man bør gøre mere for at fastholde denne ressourcestærke gruppe af studerende på uddannelserne”, forklarer Bjarke T. Hartkopf.

Seniorkonsulenten påpeger dog, at tallene dækker over betydelige forskelle mellem de forskellige uddannelser, som godt kan afvige markant fra det generelle billede.

På fysioterapeut-, sygeplejerske- og bioanalytikeruddannelserne er der tendens til, at studerende med høje karakterer har større frafaldssandsynlighed end andre studerende. På offentlig administration har studerende med høje karakterer omvendt mindre sandsynlighed for at falde fra, mens studerende med høje og lave karakterer har nogenlunde samme frafaldssandsynlighed på socialrådgiveruddannelsen og pædagoguddannelsen.

“Det giver altså god mening, ikke blot at skele til sektorforskelle men også til forskelle mellem de forskellige uddannelser, når man overvejer at ændre på det eksisterende optagelsessystem”, forklarer Bjarke T. Hartkopf.

Høje karakterer hænger også sammen med lav ledighed

Frafald er ikke det eneste relevante succeskriterium for optagelsessystemet. Derfor har EVA også set på de studerendes ledighed året efter, at de blev færdige med deres uddannelse og – for universiteternes vedkommende – sandsynligheden for at få et ph.d.-stipendiat.

I alle tre sektorer er tendensen, at personer med høje gymnasiale karakterer også har lav ledighed efter endt uddannelse. På professionshøjskolerne er sandsynligheden for ledighed 5,5 procent for studerende med et gennemsnit på 4, mens den blot er 2,8 procent for studerende med et snit på 10. På erhvervsakademierne er sandsynligheden for ledighed 7,2 procent for studerende med et gennemsnit på 4, mens den blot er 3,7 procent for studerende med et snit på 10.

“Der tegner sig overordnet set et tydeligt billede af, at dem med høje karakterer nok skal klare sig. Dem, der har et snit over ti, har lavere risiko for at falde fra (med visse undtagelser), de har en lavere ledighed, og chancen for, at de får en ph.d., er også større”, forklarer Bjarke T. Hartkopf

Kontakt:

Kommunikationskonsulent Karen Dich tlf.: 35254738 email: kad@eva.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/karaktergennemsnittet-er-generelt-en-god-indikator-for-succes-i-studie–og-arbejdsliv?releaseId=13564318

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu