PRM / Karriere i krydsfeltet mellem højteknologi og friluftsliv

19. april 2018 10:12 | Af: Ritzau Info
 

Ledigheden er ikke-eksisterende, karrieremulighederne er alsidige – og så flyves der med droner. Og på trods af et af de højeste lønniveauer for nyuddannede, er der udsigt til landinspektørmangel i de kommende år.

Pressemeddelelse fra LE34

Efterspørgslen på landinspektører er høj, og ledigheden er under én procent. Det skaber attraktive vilkår i en branche, hvor startlønnen for nyuddannede i gennemsnit er 33.800 kroner, og endnu højere i det private arbejdsmarked. Selvom der er udsigt til mange forskellige arbejdsopgaver med eksempelvis avancerede it-løsninger, byudviklingsprojekter og droneflyvning, er kendskabet til faget lav. Kombinationen af at bruge de små grå og at arbejde ude i det fri var, hvad der fik Thelle Hedegaard Christensen, der er bachelor i landinspektørvidenskab, til at vælge uddannelsen.

– Landinspektørvidenskab er for mange et uudforsket fag, der fremstår lidt mystisk. Vi arbejder med den nyeste teknologi, og vi bærer et stort ansvar for at få for eksempel store byggeprojekter til at lykkes, og så har vi mange muligheder for at specialisere os. Jeg interesserer mig for teknologi og matematik og kan lide at være udenfor, og jeg har valgt faget, fordi det kombinerer en akademisk uddannelse med muligheden for at bruge det, man har lært i praksis ude i det fri, siger Thelle Hedegaard Christensen, der siden midten af januar har arbejdet hos landinspektørfirmaet LE34.

Et overset fag

Opgaverne spænder bredt hos Danmarks største landinspektørfirma, der for eksempel er rådgiver på nogle af landets mest komplicerede bygge- og anlægsprojekter og har fingrene nede i den vigtigste infrastruktur.

– Vi arbejder blandt andet som rådgiver på Femern-tunnelen, letbaner og supersygehuse, og vi er med på store offshore-projekter. Vi afsætter skel i villakvarterer, vi flyver med droner for at kortlægge landmandens dræn, og vi arbejder med geografiske informationssystemer. Som landinspektører arbejder vi i krydsfeltet mellem arkitekter og ingeniører, og det er et meget alsidigt fag i hastig teknologisk udvikling, forklarer Kenneth Norre, der er administrerende direktør i LE34.

– Det er et spændende job, hvor du har fleksibilitet, ansvar og spændende karrieremuligheder. Faget har en kæmpe indflydelse på samfundets udvikling, men alligevel er der mange, der slet ikke har opdaget muligheden, siger Thelle Hedegaard Christensen, der undrer sig over, at ikke flere er opmærksomme på uddannelsen.

Behov for landinspektører

Landinspektøruddannelsen udbydes af Aalborg Universitet, men man kan tage den i både København og Aalborg, og LE34 opfordrer alle, der skal til at vælge studieretning, til at kaste et blik i retning af landinspektøruddannelsen.

– I løbet af de næste fem til ti år er der et stort behov for nye landinspektører. Dels fordi mange går på pension, men også med afsæt i landinspektørens vigtige rolle i fremtidens udvikling af byer, landbrug og infrastruktur. Vi kommer indenfor en overskuelig fremtid til at stå med væsentlige udfordringer i forhold til at rekruttere de rigtige kompetencer, siger Kenneth Norre.

Kontakt:

Olav Arnkjær
PR Consultant, Epicent PR
(+45) 81 72 89 01
oar@epicent.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/karriere-i-krydsfeltet-mellem-hojteknologi-og-friluftsliv?releaseId=12683473

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu