ANNONCE

PRM / Kendte voksne, børn der trives og forudsigelighed i en svær tid

29. april 2020 15:18 | Af: Ritzau Info
 

Onsdag bød på ekstraordinært møde i Udvalg for dagtilbud og familier. Politikerne satte med godkendelsen af en række principper to tykke streger under, at gode pædagogiske rammer er forudsætningen i det fortsatte arbejde med genåbning af kommunens dagtilbud.

Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

Udgangspunktet for genåbningen af Furesøs dagtilbud den 15. april var, at alle børn skulle have mulighed for at komme tilbage til deres børnehave, vuggestue eller dagpleje. En begrænset åbningstid kl. 8-15 gjorde det muligt at få bemandingen på plads og samtidig tilbyde nødpasning i ydertimerne til forældre med et særligt behov.

“Det er helt afgørende, at genåbningen af vores dagtilbud sker forsvarligt, og at den løbende justeres i takt med de rammer, vi får fra regeringen. Med principperne vil vi sikre pædagogiske rammer, så børn og medarbejdere trives og forældrene er trygge. Derfor holder vi også fast i en begrænset åbningstid, så vi kan sikre en god bemanding, og så alle børn har mulighed for at komme i deres dagtilbud”, siger formanden for Udvalg for dagtilbud og familier, Bettina Ugelvig Møller (A).

Med de netop vedtagne principper som grundlag kan forvaltningen arbejde videre med den gradvise og kontrollerede genåbning, der blandt andet tager udgangspunkt i en god bemanding, trivsel blandt børnene og stabilitet for forældrene.

Bettina Ugelvig Møller føler dog allerede sig tryg ved den måde, dagtilbuddene indtil videre har håndteret den noget anderledes hverdag: “Der er naturligvis en anden struktur og nogle andre rutiner, men de voksne er dygtige til at folde deres faglighed ud og sørge for, at børnene får en sjov og god dag i det selskab, som mange af dem har savnet. Vi ved, at nogle familier er pressede i øjeblikket, og derfor har vi også bedt om, at man sikrer forudsigelighed og stabilitet i mulighederne for pasning af hensyn til familiernes planlægning”.

Det er forventningen, at den aktuelle åbningstid i dagtilbuddene fra kl. 8-15 vil gælde, så længe de nuværende retningslinjer fra regeringen er i kraft.

Udvalget vil mødes hver uge for at følge situationen tæt og vil drøfte mulighederne for yderligere genåbning, når rammerne fra regering og myndigheder giver mulighed herfor.

Principperne for genåbning af dagtilbud blev vedtaget af Udvalg for dagtilbud og familier den 29. april og kan ses på furesoe.dk/corona

Kontakt:

Bettina Ugelvig Møller, formand for Udvalget for dagtilbud og familier, 7216 5909, bum1@furesoe.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kendte-voksne-born-der-trives-og-forudsigelighed-i-en-svaer-tid?releaseId=13592551

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu