PRM / Klap sengen op og udnyt kvadratmeterne: Skabssengen er tilbage

2. juli 2019 06:00 | Af: Ritzau Info
 

Singlekulturen bliver stadig mere udbredt i Danmark, og det forstærker behovet for små lejligheder med smarte indretningsløsninger. Nu er en gammel klassiker på vej frem, skabssengen, der foldes op af væggen.

Pressemeddelelse fra Manaya

Du kender den godt, den fjedrede seng, som klappes op af væggen og forsvinder ind i et indbygget skab. Den som den forarmede Anders And må trækkes med, når pengene og ikke mindst kvadratmeterne er få.

Selvsamme seng er på vej tilbage, men denne gang er der intet trist eller pjaltet over den, for i takt med at flere og flere danskere vælger at bo alene, så bliver de små boliger med smarte løsninger også mere populære.

– Vores hurtigst voksende produktgruppe er uden tvivl skabssenge. Der er en solid efterspørgsel på de her løsninger, som ikke kun fylder mindre, men nærmest skaber mere plads med funktioner som indbygget opbevaringsplads eller integrerede borde, som kan klappes ud, fortæller Michael Høgh Nielsen direktør hos møbelhandleren Manaya, der sælger møbler med fokus på pladsoptimering.

Den silkeborgensiske møbelhandler oplyser, at der allerede i de to første måneder af 2019 er solgt over 50 procent af 2017’s samlede skabssengesalg, og han forventer en fortsat stigende interesse for sengetypen.

Mindre boliger kræver smartere møbler

De seneste 20 år er antallet af husstande med blot en beboer steget med over 15 procent til mere end en million singlehusstande. Den udvikling stiller nogle krav til vores indretning. Det fortæller lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Nicolai de Gier:

– Urbaniseringen har skabt et åbenlyst behov for møbelløsninger, som tilgodeser de mindre hjem, vi indretter os i. Derfor giver det god mening, at skabssenge, klapborde og harmonikaudtræk er på vej til at få en renæssance, fortæller Nicolai de Gier og uddyber:

– Tidligere var rum indrettet og afgrænset efter funktion som spisestue, opholdsstue eller køkken. I dag er funktionerne i høj grad blendet sammen, og det betyder, at møblerne enten skal kunne opfylde mange flere behov eller helt fjernes.

Flere møbler giver mere plads

Det er ikke kun dem, som bor alene, der kan opleve, at skiftet mod smarte møbelløsninger kan gøre en markant forskel. Hvis en seng optager to kvadratmeter, så mister en familie på fem medlemmer hurtigt 10 kvadratmeter til sengepladser, hvilket udgør en væsentlig del af den gennemsnitlige danske lejlighed på 78,3 kvadratmeter.

Ifølge Michael Høgh Nielsen er løsningen dog ikke at smide møbler ud, men at tænke over, hvordan de udnyttes:

– For mig giver det god mening, at møblerne udnytter pladsen og kvadratmeterne fuldt ud. Hvis sengen ikke skal slås op, bør den som minimum have en masse indbygget opbevaringsplads, og hvis du ikke har et gæsteværelse, bør sofaen kunne slås ud til en rigtig sengeplads. Der er masser af muligheder for at maksimere kvadratmeterne.

Kontakt:

kundeservice@manaya.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/klap-sengen-op-og-udnyt-kvadratmeterne-skabssengen-er-tilbage?releaseId=13576215

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu