PRM / Kom godt fra start som iværksætter med råd fra advokaten

17. september 2018 08:13 | Af: Ritzau Info
 

Optimismen er stor i iværksætteriet, der i øjeblikket buldrer derudaf. Få advokatens bedste råd til, hvad du bør overveje, hvis du er på vej til at slippe den indre iværksætter løs.

Pressemeddelelse fra Buch Advokatfirma

Det er nemt at oprette en virksomhed. Har du blot en enkelt krone at skyde ind som startkapital, kan du kan stifte et iværksætterselskab. Succes er meget sværere at opnå. Ifølge advokat Kasper Stjernegaard kan en række enkle råd i opstartsfasen hjælpe dig til at undgå problemer med forretningen på længere sigt. Til daglig hjælper han iværksættere med juridisk rådgivning gennem blandt andet Haderslev Erhvervsråd og et iværksætterforum hos Business Kolding,

– Der er i øjeblikket stor optimisme at spore blandt nye iværksættere, og folk har mod på at gå i gang. Når den gode idé trænger sig på, eller fokus er skarpt rettet på at udvikle konceptet eller forretningen, glemmer mange dog at overveje en række juridiske forhold, der kan volde problemer hen ad vejen, siger Kasper Stjernegaard, der er advokat og partner i Buch Advokatfirma, og som herunder giver sine bedste råd til, hvad man som iværksætter bør overveje, når der lægges fra land.

Vælg den rigtige selskabstype

– Hvis du vælger at starte din virksomhed op som et personligt ejet enkeltmandsfirma uden at have et selskab, så hæfter du personligt. Gør du det derimod som et selskab – et iværksætterselskab (IVS), anpartsselskab (ApS) eller aktieselskab (A/S) – så ejer du kapitalandelene, men selve selskabet er en selvstændig juridisk enhed, hvis forpligtelser man ikke hæfter personligt for. Iværksætterselskabet kan stiftes med en krone, anpartsselskabet skal der postes mindst 50.000 i, mens der skal investeres 500.000 kroner for at danne et aktieselskab. Udover kravene til kapitalen er der en række andre forskelle og krav alt afhængig af, hvilken selskabstype man vælger, som man skal være opmærksom på.

Lav en ejeraftale

– Hvis man er flere, der går sammen om at starte en virksomhed, er det vigtigt at få klare linjer fra starten. Måske vil den ene lægge mere arbejde i virksomheden end den anden, og på et tidspunkt ønsker en måske at sælge sin del og komme ud af virksomheden. Sørg for at lave klare aftaler, mens man er gode venner. Uden en ejeraftale eller interessentskabskontrakt opstår der ofte problemer, hvis to eller tre personer med en succesrig og værdifuld virksomhed en dag vil i hver sin retning.

Beskyt din idé

– Overvej på forhånd, om det er nødvendigt at beskytte dit koncept eller din opfindelse. Husk at registrere navn og logo på forretningen og derved beskytte dine rettigheder. Måske er din idé så god, at muligheden for at få patent skal undersøges, så potentielle konkurrenter ikke løber af med den.

Få rådgivning

– Det nemt at oprette et selskab på nettet, og selvom det i nogle tilfælde er tilstrækkeligt med de standarddokumenter, der er tilgængelige, kan det være klogt at tage en snak med en fagperson om, hvordan vilkårene er, så man kan forberede sig på de scenarier, der kan opstå. Oftest er der individuelle forhold ved den konkrete virksomhed der gør, at de såkaldte standarddokumenter ikke er den rigtige løsning i det konkrete tilfælde. Det kan derfor være en god idé at tage en uforpligtende snak om mulighederne med en revisor eller advokat, der kender de regler og faldgruber, man gerne vil undgå.

Kontakt:

Olav Arnkjær
PR Consultant, Epicent PR
(+45) 78 70 09 21
oar@epicent.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kom-godt-fra-start-som-ivaerksaetter-med-rad-fra-advokaten?releaseId=13559969

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu