ANNONCE

PRM / Kompagniet Corpus stopper på toppen

10. august 2020 15:57 | Af: Ritzau Info
 

Corpus, kompagniet i kompagniet, lukker med udgangen af 2021 for at give stafetten videre til nye koreografiske innovationsprojekter i Den Kongelige Ballet.

Pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater

I 2017 åbnede Den Kongelige Ballet sit eget selvstændige kompagni Corpus med det formål at afsøge nye veje og formater inden for dans og koreografi. Nu afsluttes dette projekt, når Corpus med udgangen af 2021 lukker for at give stafetten videre til nye koreografiske innovationsprojekter på teatret.

Corpus er blevet et unikt og banebrydende supplement til Den Kongelige Ballet. Corpus er i vid udstrækning lykkedes med ambitionen om, at blive et nyskabende, betydningsfuldt og udfordrende dansekompagni i Danmark.

“Hele kongstanken med Corpus har været for en periode at være lodsbåd for nye koreografiske tanker og idéer. Corpus har været drevet af nysgerrighed og samarbejder på tværs af kunstneriske felter og genrer, og Corpus har også organisatorisk og i forhold til arbejdsprocesser udfordret vaner og konventioner på tværs af Det Kongelige Teater. Missionen med Corpus er i den grad lykkedes og vi kommer til at sige farvel til et Corpus på toppen – præcis som det skete med skuespillets Det Røde Rum i sin tid,” udtaler balletmester Nikolaj Hübbe.

Corpus fortsætter arbejdet med en række forestillinger og projekter frem til vinteren 2021, hvor den stort anlagte forestilling Giant Steps, der skabes i samarbejde med Den Kongelige Ballet, bliver kulminationen – og afslutningen – på fem fantastiske år som selvstændigt kompagni. Indtil da er der stadig masser af spændende projekter og forestillinger forude for Corpus, så for publikum er der rig mulighed for at opleve det særlige kompagnis magi. Se mere om Corpus’ kommende forestillinger HER.

Koreografisk og organisatorisk innovation er fortsat afgørende for Den Kongelige Ballet, ikke mindst i en tid med øget fokus på store, bredt anlagte forestillinger på de store scener. Der er derfor mere end nogensinde før brug for nye innovationsprojekter, nu med større fokus på kernen i Den Kongelige Ballets arbejde. Ballettens ledelse arbejder aktivt med planer for dette og glæder sig til på et senere tidspunkt at kunne fortælle mere herom.

Det Kongelige Teater takker Augustinusfonden, Bikubenfonden og Annie & Otto Johs. Detlefs Fonde, der med generøse flerårige donationer har muliggjort Corpus’ arbejde. Det Kongelige Teater er i dialog med de tre fonde om et fortsat samarbejde om innovation i Den Kongelige Ballet, ligesom alle tre fonde fortsat er vigtige partnere for Det Kongelige Teater med generøse donationer.

Kontakt:

Leder af PR & formidling Christian Bækholm tlf.: +45 20149646 email: chba@kglteater.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kompagniet-corpus-stopper-pa-toppen?releaseId=13597583

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu