PRM / Krav til udenlandske virksomheder: Skal tilmeldes RUT, ellers vanker der tvangsbøder

24. maj 2018 10:45 | Af: Ritzau Info
 

Arbejdstilsynet kan fra 1. juli udstede daglige tvangsbøder til udenlandske virksomheder, der nægter at anmelde sig i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT).

Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

Kursen skærpes over for udenlandske virksomheder, der ikke anmelder sig i RUT. Fremover koster det daglige tvangsbøder, indtil virksomhederne har anmeldt sig. Det har Folketinget i dag vedtaget.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

“Det skal have mærkbare konsekvenser, hvis udenlandske virksomheder nægter at anmelde sig i RUT, fordi det bedre kan betale sig at lade være. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi sætter hårdere ind over for virksomheder, der ikke gør, så det koster daglige tvangsbøder, indtil de er anmeldt i RUT. Udenlandske virksomheder er velkomne i Danmark, men de skal selvfølgelig overholde reglerne på vores arbejdsmarked. Det er ikke til diskussion.”

Arbejdstilsynet får med lovændringen hjemmel til at påbyde, at en udenlandsk virksomhed straks skal anmelde sig i RUT, hvis det konstateres, at virksomhederne ikke har overholdt anmeldelsespligten. Hvis virksomheden fortsat ikke anmelder sig i RUT, kan virksomheden få daglige tvangsbøder, indtil anmeldelsen sker. Bøden er dagligt på mindst 1500 kroner.

Initiativet om tvangsbøder er en del af finanslovsaftalen for 2018 mellem regeringen og Dansk Folkeparti, hvor det blev besluttet at fortsætte en forstærket indsats for ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

Lovændringen sker for at rette op på det forhold, at udenlandske virksomheder, der undlader at anmelde sig i RUT, kun kan få én enkelt bøde, hvis der er tale om samme tjenesteydelse på samme sted. Derefter kan virksomheden fortsætte med at bryde loven uden, at det har nogen konsekvens.

Lovforslaget træder i kraft 1. juli 2018.

Læs mere om lovændringen på Folketingets hjemmeside

Om Registret for Udenlandske Tjenesteydere
Udenlandske virksomheder, der udfører arbejde i Danmark, skal anmelde sig i Registret for Udenlandske Tjenesteydere, også kaldet RUT.

RUT er et redskab for Arbejdstilsynet og SKAT til at føre tilsyn med, om udenlandske virksomheder betaler skat og overholder arbejdsmiljøloven i Danmark. Hvis virksomhederne ikke anmelder sig i RUT, ved myndighederne ikke, at de er i landet, og kan derved ikke tjekke, om de overholder reglerne på arbejdsmarkedet.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/krav-til-udenlandske-virksomheder-skal-tilmeldes-rut-ellers-vanker-der-tvangsboder?releaseId=12889555

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu