PRM / Lås på Andreas’ tøjskab?

6. november 2018 13:34 | Af: Ritzau Info
 

Et debatindlæg i søndagens udgave af Jyllands-Posten har skabt debat om, hvorvidt personalet i botilbud skal kunne låse beboernes ting inde.

Pressemeddelelse fra Landsforeningen LEV

Søndag bragte Jyllands-Posten et debatindlæg af Henriette Spengler. I indlægget beskriver hun hvordan hendes søn, Andreas, der er 21 år gammel, “har fået en vane med at rive alt sit tøj ud af skabene, smide det i toilettet, tisse på det eller det, der er værre, og derpå smide tøjet ud. Enten i hovedet på en sagesløs pædagog eller ud i haven på bostedet, hvor så en anden sagesløs pædagog skal samle det op.” Derfor ønsker hun, at der bliver sat en lås på Andreas’ tøjskab. Men det er ikke tilladt med den slags aflåsning ifølge lovgivningen.

LEVs landsformand, Anni Sørensen, mener, at det er helt afgørende, at kommunen sætter ordentlig ind med tilstrækkelige ressourcer til en pædagogisk indsats, som kan aflede Andreas fra det problematiske handlemønster. Eksempelvis kunne det overvejes at indhente faglig ekspertise udefra, som kan inspirere til nye løsninger. – Nu kender jeg jo ikke Andreas’ sag i detaljer, men det er tydeligvis ikke nogen acceptabel situation, som han og hans mor er havnet i. Jeg har stor forståelse for den frustration, som Andreas’ mor har over situationen, siger Anni Sørensen.

Måske løsning på vej
I det nye politiske forlig om magtanvendelse i serviceloven har man åbnet for, at der skal være en tydeligere lovhjemmel til at beskytte genstande mod at blive ødelagt. Om den ændring vil dække i den konkrete situation med Andreas er endnu for tidligt at sige, men det bliver noget, som Børne- og Socialministeriet skal arbejde med i forbindelse med den nye lovgivning og de tilhørende vejledninger.

Anni Sørensen mener dog, at man skal være omhyggelig med afvejninger og formuleringer i de nye regler og vejledninger. – Det er vigtigt, at et eventuelt indgreb – som for eksempel at låse Andreas’ ting inde – aldrig bliver ‘den nemme rutineløsning’. Det må aldrig blive op til de enkelte botilbud alene at afgøre, om den slags indgreb er nødvendige. Der skal være myndighedsgodkendelse og dokumentation ind over. Og loven skal sikre, at der arbejdes omhyggeligt på pædagogiske løsninger inden, der helt undtagelsesvis kan åbnes op for indgreb.

Socialpædagogernes forbundsformand, Benny Andersen, var i morges i TV2 News om sagen. Her udtrykte han modstand mod, at det skulle være op til den enkelte socialpædagog eller botilbudsleder at beslutte den slags indgreb. Benny Andersen understregede, at de pædagogiske løsninger skal udtømmes, før man griber ind.

Kontakt:

LEVs landsformand:
Anni Sørensen
Tlf: 2628 3083
E-mail: as@lev.dk

LEVs politiske konsulent:
Thomas Gruber
Tlf.: 5180 1680
E-mail: tg@lev.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/las-pa-andreas-tojskab?releaseId=13563728

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu