ANNONCE

PRM / Lærer i Bjerregrav får en særlig tak

7. september 2020 11:25 | Af: Ritzau Info
 

Jette Sørensen har gjort så stor en forskel som lærer, at hun har modtaget en hjertevarm takkehilsen.

Pressemeddelelse fra VIA University College

Vi kender dem alle: Den lærer der gjorde indtryk i skolen. Den lærer, der hjalp dig med at forstå den ligning, der ikke ville løses, og den lærer, der var der, når det hele blev lidt svært.

Inden sommerferien satte professionshøjskolen VIA University College fokus de lokale lærere i alle Region Midtjyllands 19 kommuner, som hver dag gør skolen til noget særligt for eleverne.

Det er væltet ind med takkehilsner til lokale lærere i hele regionen, og en af de udvalgte til en modtage en særlig tak i selskab med en buket er Jette Sørensen på Bjerregrav skole. Det er Anja Laage Sørensen, mor til Mikkel, som går på Bjerregrav skole, der skrev følgende til Jette:

“En varm tak til vores søns kontaktlærer og lærer i blandt andet matematik, engelsk og billedkunst i 3. klasse på Bjerregrav skole: Jette Sørensen. Hun har været kontaktlærer for vores søn siden 1. klasse. Hun formår ALTID at se barnets perspektiv og har en udpræget og fantastisk forståelse for de ressourcer (eller vanskeligheder og udfordringer), det enkelte barn har. Hun er hjertevarm, engageret, dygtig og gør alt, hvad hun kan – og så lige lidt mere for, at børnene trives, modtager læring, udvikler sig fagligt og personligt og bliver så dygtige som muligt. Hun er en tydelig voksen, der ikke skælder ud og har en fantastisk tilgang og relation til børnene. Hun tør at gøre tingene anderledes, hvis eleverne har brug for det og har fokus på det, der er vigtigst – den enkelte elev, trivsel i klassen og hun formår at spotte, hvordan hver enkelt elev lærer bedst.

Vi oplever gang på gang, at selv i en travl hverdag med mange børn (og forældrehenvendelser) så er Jette ALTID klar på at samarbejde og sætte tiltag i gang for at hjælpe vores søn med at få den bedst mulige hverdag i skolen. Det kan på ingen måde anerkendes nok, den kæmpe forskel Jette gør.

Vi vil gerne sige en kæmpe tak til Jette. Så derfor: en særlig TAK for dig Jette! Du har været en fast klippe, en trygheds- og tillidsskabende voksen og dygtig lærer for vores dreng i en meget svær tid. Det er vi dig evigt taknemmelige for og vi ved, at de gode historier er der HVER dag med dig som lærer! Vi vil også gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle lærere, pædagoger og ledelse på Bjerregrav skole – I gør et fantastisk arbejde for vores børn på vores lille skole.

Vi vil gerne sprede den gode historie om, at folkeskolen ikke er et dårligt valg, selvom man har et barn med særlige behov. Vi har altid haft et fantastisk godt samarbejde med skolens ledelse, lærere og pædagoger og der findes virkeligt mange i folkeskolen, der gør en forskel.

“Vi har ønsket at sætte fokus på lærerne, der hver dag gør skolen til noget særligt for vores børn. Vi vil gerne sige tak til en faggruppe, der ikke altid får den ros og opmærksomhed, de fortjener, selvom de fleste af dem gør en kæmpe forskel hver dag – også i det skjulte, siger kampagneleder Hanne Duus fra VIA University College.

Behov for flere dygtige lærere
Ifølge en analyse foretaget af COWI for Region Midtjylland kan kommunerne i store dele af regionen få svært ved at tiltrække og fastholde uddannede lærere i fremtiden. Og det får i værste fald betydning for fagligheden, hvis man skal tro den lokale uddannelsesleder.

“Vi ved, at veluddannede lærere er en vigtig forudsætning for at lykkes med læringen i skolen. Men samtidig kigger vi ind i en fremtid, hvor vi kan møde udfordringer med at tiltrække dygtige lærere til Silkeborg Kommune. Derfor håber vi naturligvis, at kampagnen også kan inspirere de unge til at overveje læreruddannelsen, så de kan blive en del af den næste generation af lærere, der dagligt gør en stor forskel for kommunens børn,” siger Henrik Lundsted Nielsen, der er leder af VIA Læreruddannelsen i Randers.

Der er stadig ledige pladser på læreruddannelsen i Holstebro, Nørre Nissum, Silkeborg og Skive, hvis man har lyst til at gøre en særlig forskel for de næste generationer af skoleelever.

Kontakt:

Kontakt for yderligere information

Hanne Duus, Kampagneleder, VIA University College
hd@via.dk eller 87 55 14 10.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laerer-i-bjerregrav-far-en-saerlig-tak?releaseId=13599428

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu