ANNONCE

PRM / Lærer i Gjern får en særlig tak

17. august 2020 12:00 | Af: Ritzau Info
 

Hannah Vigild fra Gjern skole har gjort så stor en forskel som lærer, at hun har modtaget en hjertevarm takkehilsen.

Pressemeddelelse fra VIA University College

Vi kender dem alle: Den lærer der gjorde indtryk i skolen. Læreren, der hjalp dig med at forstå den ligning, der ikke ville løses, og den lærer, der var der, når det hele blev lidt svært.

Inden sommerferien satte professionshøjskolen VIA University College fokus på de lokale lærere i alle Region Midtjyllands 19 kommuner, som hver dag gør skolen til noget særligt for eleverne.

Det er væltet ind med takkehilsner til lokale lærere i hele regionen, og en af dem, der er udvalgt til at modtage en særlig tak sammen med en buket blomster, er Hannah Vigild på Gjern Skole. Det er forældrene til Andrea i 4. C på Gjern Skole, som skrev følgende til Hannah:

Kære Hannah

Da du og Delia blev klasselærere for mig sidste år i 2.klasse, havde jeg det rigtigt svært. Faktisk havde vi alle i klassen det svært, for vi havde mistet vores klassepædagog Thomas i en trafikulykke, og vi var alle meget kede af det. Jeg havde også lige mistet min bedstefar. Jeg havde det dårligt og jeg var ikke glad for at gå i skole. Jeg kunne ikke lide undervisningen og jeg kom tit op og skændes med de andre i klassen. Men du hjalp mig! Faktisk hjalp du os allesammen i klassen. Du gav mig troen på at det hele blev bedre, og langsomt blev jeg igen en glad pige, som nu elsker at komme i skole. Tusinde tak Hannah fordi du er verdens bedste lærer. Sammen med de andre voksne i klassen sørger du for, at det er rart at komme i skole. Du laver skæg og ballade med os og vi er blevet en klasse som har et meget stærkt sammenhold, fordi vi har været svære tider igennem sammen, men du troede på vi nok skulle klare det hele og du hjalp os. Håber du får en blomsterhilsen. For det fortjener du.

Knus fra Bimse (Andrea 3.klasse på Gjern skole)

“Vi har ønsket at sætte fokus på lærerne, der hver dag gør skolen til noget særligt for vores børn. Vi vil gerne sige tak til en faggruppe, der ikke altid får den ros og opmærksomhed, de fortjener, selvom de fleste af dem gør en kæmpe forskel hver dag – også i det skjulte, siger kampagneleder Hanne Duus fra VIA University College.

Behov for flere dygtige lærere
Ifølge en analyse foretaget af COWI for Region Midtjylland kan kommunerne i store dele af regionen få svært ved at tiltrække og fastholde uddannede lærere i fremtiden. Og det får i værste fald betydning for fagligheden, hvis man skal tro Lars Ustrup Christensen, uddannelsesleder på VIA Læreruddannelsen i Silkeborg.

“Vi ved, at veluddannede lærere er en vigtig forudsætning for at lykkes med læringen i skolen. Men samtidig kigger vi ind i en fremtid, hvor vi kan møde udfordringer med at tiltrække dygtige lærere til Silkeborg Kommune. Derfor håber vi naturligvis, at kampagnen også kan inspirere unge til at overveje læreruddannelsen, så de kan blive en del af den næste generation af lærere, der dagligt gør en stor forskel for kommunens børn,” siger Lars Ustrup Christensen.

Der er stadig ledige pladser på læreruddannelsen i Holstebro, Nørre Nissum, Silkeborg og Skive, hvis man har lyst til at gøre en særlig forskel for de næste generationer af skoleelever.

Man kan læse mere om kampagnen på https://www.via.dk/kampagner/taklaerer og om læreruddannelsen på https://www.via.dk/uddannelser/paedagogik-og-laering/laerer

Kontakt:

Kontakt for yderligere information
Hanne Duus, kampagneleder, VIA University College
hd@via.dk eller 87 55 14 10

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laerer-i-gjern-far-en-saerlig-tak?releaseId=13597960

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu