PRM / Lærlinge hitter i bygge- og anlægsbranchen

24. april 2018 05:31 | Af: Ritzau Info
 

Den enorme stigning i beskæftigelsen i byggeriet de seneste fem år smitter af på antallet af lærlinge. Næsten ni procent af de ansatte i bygge- og anlægsbranchen er lærlinge. Det er mere end en dobbelt så stor en andel end på DA-området generelt, viser en opgørelse fra Dansk Byggeri.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Årets første tre måneder bød på den højeste beskæftigelse i bygge- og anlægsbranchen i ni år, og lige knap 13.000 er i øjeblikket i gang med en erhvervsuddannelse i branchen. Sidste år blev der oprettet 15 procent flere praktikpladser i virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen end i året før.

– Tallene bekræfter, at der er rigtig travlt i byggeriet, og at der er brug for alle de hænder, virksomhederne kan få fat i. Når jeg kommer rundt i virksomhederne, fornemmer jeg, at de ikke bare tager mange lærlinge, fordi de har travlt. Mange føler også, at de er forpligtede til at uddanne næste generation for at sikre håndværksfagene i fremtiden, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.

Det er især de små og mellemstore virksomheder, der er flinke til at ansætte lærlinge. I virksomheder med op til ti ansatte er der 20 procent lærlinge i forhold til antallet af faglærte medarbejdere. Mens der er 18 procent lærlinge i virksomheder med 10-50 ansatte.

– Flere virksomheder ville gerne have endnu flere lærlinge. Det gælder for eksempel i fag som gulvlæggere og struktører, hvor der er mangel på lærlinge, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.

Kontakt:

Underdirektør Louise Pihl, lop@danskbyggeri.dk, telefon 25 66 63 12

Kommunikationsmedarbejder Susanne Lundbeck, sul@danskbyggeri.dk, telefon 30 69 57 13

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laerlinge-hitter-i-bygge–og-anlaegsbranchen?releaseId=12709425

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu