PRM / Landdistrikter samles på Folkemødet

30. maj 2018 12:46 | Af: Ritzau Info
 

Danmarks landdistrikter indtager hovedrollen, når 10 kommuner, LAG’erne i Danmark, Landdistrikternes Fællesråd og Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer slår dørene op til Landdistrikternes Telt på Folkemødet 2018.

Pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd

Kunstig intelligens, robotter og 3D-print – hvordan vil den 4. industrirevolution påvirke livsmulighederne i landdistrikterne? Kan yderkommuner med de rigtige bosætningsstrategier gøre landdistrikterne til det nye sort? Hvordan forhindrer vi, at landet inddeles i et udviklings- og afviklingsdanmark?

Sådan lyder et udpluk af de debatter, der over tre dage løber af stablen i Landdistrikternes Telt til Folkemødet 2018. Udfordringer, muligheder og potentialer vil blive vendt og drejet, når 10 kommuner, LAG’erne i Danmark, det dansk/tyske projekt Benefit4Regions, Landdistrikternes Fællesråd samt Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer i fællesskab stiller skrapt på de danske landdistrikter.

Dermed gentager man successen fra sidste år, hvor 7 kommuner, Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer samt Landdistrikternes Fællesråd gik sammen om teltet Landdistrikternes Fællesskab.

I år deltager endnu flere kommuner, ligesom LAG’erne samt det dansk/tyske projekt Benefit4Regions er med i teltet, som faciliteres af Landdistrikternes Fællesråd. Det glæder formand Steffen Damsgaard, at teltet er blevet endnu stærkere i år.

– Det er et virkelig stærkt hold, der ankommer til Folkemødet i år. Både de 10 medlemskommuner, som har valgt at blive en del af teltet, og LAG’erne arbejder hver eneste dag med at skabe vækst og udvikling i de danske landdistrikter. De har virkelig fingeren på pulsen, hvad angår de muligheder og udfordringer, landdistrikterne står overfor, og det afspejler sig i debatterne, siger han.

Landdistrikternes Fællesråd har deltaget i alle tidligere folkemøder på Bornholm, og de seneste to år har indsatsen været et fælles projekt mellem organisationens medlemskommuner. I år er programmet mere tætpakket end nogensinde, og det skyldes en endnu større prioritering af indsatsen end tidligere, fortæller Steffen Damsgaard.

– Vi har valgt at intensivere vores indsats op til og under Folkemødet og brugt endnu flere ressourcer end tidligere på planlægningen. Det betyder, at Landdistrikternes Telt i år vil summe af debatter og arrangementer nærmest uden stop, siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd og tilføjer:

– Under Folkemødet kommer man i direkte dialog med både politikere, meningsdannere og almindelige borgere. For os og vores medlemskommuner betyder det, at vi ikke alene kan debattere landdistrikternes udfordringer på politisk niveau, men også får chancen for at præsentere alle de fantastiske muligheder, landdistrikterne har at byde på for potentielle tilflyttere, siger Steffen Damsgaard.

Landdistrikternes Telt består af: Guldborgsund Kommune, Nordfyns Kommune, Sønderborg Kommune, Varde Kommune, Tønder Kommune, Skive Kommune, Vordingborg Kommune, Haderslev Kommune, Lolland Kommune, Odsherred Kommune, LAG, Benefit4Regions (B4R) samt Folketingets Udvalget for Landdistrikter og Øer.

Landdistrikternes Telt ligger i år i Dancells Anlæg på plads A8 med Højskolernes Telt som nærmeste nabo.

Følg landdistrikterne på SoMe

Landdistrikternes Fællesråd rapporterer hvert år fra Folkemødet på Twitter med brugeren @LDFdk. Her får du seneste LIVE dækning, praktiske informationer om arrangementer i teltet, debatter mv. Vi bruger igen i år hashtagget #dkprovins under folkemødet. Følg os for at opleve stemningen eller del selv dine billeder med #dkprovins. Du kan også tjekke ind på Landdistrikternes Fællesråds Facebook-profil, hvor vi livestreamer alle teltets debatter.

Find årets program her

Kontakt:

Eva Østergaard, pressemedarbejder i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 5385 0127, mail eoe@landdistrikterne.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/landdistrikter-samles-pa-folkemodet?releaseId=12928235

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu