ANNONCE

PRM / Lastbiler kan slæbe svinepest med ind i Danmark

7. juli 2020 10:02 | Af: Ritzau Info
 

Det næste halve år kontrollerer Fødevarestyrelsen rengøringsstandarden på mere end 300 vogntog. Indsatsen skal forebygge, at lastbiler tager svinepest og mund- og klovesyge med ind i landet.

Pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen

Transportvirksomheder har ansvar for, at deres lastbiler bliver gjort grundigt rene og desinficeret, efter de har kørt med svin og kvæg. Grunden er, at beskidte lastbiler risikerer at slæbe alvorlige dyresygdomme som afrikansk svinepest og mund- og klovesyge med ind i Danmark eller til andre lande. Sker det, bliver konsekvenserne tab af eksportindtægter for milliarder.

For at forebygge smittespredning kontrollerer Fødevarestyrelsen fra september og til april, om rengøringen af de mange lastvognstog lever op til reglerne. Tilbage i 2018 kontrollerede Fødevarestyrelsen også omkring 300 lastbiler. Dengang dokumenterede kontrollen, at 4 ud af 10 lastbiler ikke var tilstrækkelig rengjort og desinficeret til helt at kunne eliminere risikoen for spredning af fx afrikansk svinepest.

‘Vi har allerede haft god en dialog med vognmandsbranchen om udfordringerne og rykker nu ud med information til både transportører og importører af svin og kvæg om vigtigheden af, at biler, fodtøj og udstyr er rengjort og desinficeret ordenligt. Fra september starter så selve kontrolkampagnen,” fortæller kontorchef og dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Camilla Brasch Andersen.

Grunden til, at myndighederne ser med så stor alvor på overtrædelser af reglerne om rengøring og desinfektion, er, at blot et enkelt udbrud af eksempelvis svinepest vil gå hårdt ud over dyrevelfærden og koste milliarder i tabte eksportindtægter, fordi eksportmarkederne lukker for danske svin og dansk svinekød.

Læs eller download Fødevarestyrelsens informationsmateriale her

Yderligere oplysninger:

Journalister kan kontakte Fødevarestyrelsens pressevagt på 22 84 48 34

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lastbiler-kan-slaebe-svinepest-med-ind-i-danmark?releaseId=13596613

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu