PRM / Lederne: God aftale om fremtidens uddannelser

6. december 2018 13:07 | Af: Ritzau Info
 

Lederne roser den nye politiske aftale om ændringer af universitetsuddannelserne. Der tages flere vigtige skridt for at skabe et arbejdsmarked for bachelorer og gøre uddannelserne mere direkte rettet til erhvervslivet.

Pressemeddelelse fra Lederne

– Det er en rigtig god dag for fremtidens studerende og det danske samfund. Den politiske aftale giver langt bedre mulighed for at springe ud på arbejdsmarkedet allerede efter en bacheloruddannelse til gavn for både de unge og erhvervslivet. Og samtidig er aftalen gennemsyret af en helt rigtig tankegang om, at alle uddannelser i langt højere grad skal målrettes erhvervslivets behov.

Sådan siger Thomas Christensen, uddannelseschef i Lederne, som reaktion på den netop indgåede aftale om ændringer af universitetsuddannelserne, som alle partier i Folketinget står bag. Aftalen indeholder en række elementer, der flugter med det udspil om veje til et bachelor-arbejdsmarked, som Lederne offentliggjorde i september.

Thomas Christensen glæder sig ikke mindst over, at retskravet for adgang til en kandidatuddannelse udvides. Det betyder, at man fremover får ret til at begynde på kandidatuddannelsen op til tre år efter, at man har fuldført sin bachelor, hvor det skal ske umiddelbart efter i dag. Retskravet udvides også, så det giver ret til optagelse på tilsvarende kandidatuddannelser ved andre universiteter.

– I dag bruges de fleste bacheloruddannelser i Danmark reelt kun som en indgang til kandidatuddannelsen, mens der eksempelvis i Sverige er rigtig mange, som går direkte i job efter deres bachelor. Det bør vi også stile efter i Danmark, fordi det vil være et vigtigt bidrag til at løse den udfordring med mangel på arbejdskraft, som flere og flere ledere og virksomheder oplever. Og den nye aftale er et vigtigt første skridt, siger Thomas Christensen.

Han peger på, at en udvidelse af retskravet kan give flere bachelorer mod på at prøve kræfter med arbejdsmarkedet, fordi de ved, at de kan vende tilbage til universitetet inden for tre år.


Stærkt fokus på arbejdsmarkedets behov

Den nye aftale slår også fast, at alle uddannelser skal tilpasses til arbejdsmarkedets behov, og den såkaldte erhvervskandidat-ordning udvides til 50 uddannelser mod 13 uddannelser. Ordningen gør det muligt at læse på en kandidatuddannelse samtidig med, at man arbejder. Sidst – men absolut ikke mindst – bliver der indført nye etårige kandidatuddannelser på en række områder, som er målrettet til at imødekomme nye kompetencebehov på arbejdsmarkedet.

– Det er meget positivt, at politikerne med denne aftale gør en vigtig indsats for at geare fremtidens universitetsuddannelser bedre til arbejdsmarkedets behov. Vi har hidtil set alt for mange uheldige eksempler på, at unge tager en uddannelse, som ikke efterfølgende kvalificerer til et job. Og det kan vi ikke byde hverken de unge eller erhvervslivet, som har hårdt brug for kompetent arbejdskraft, siger Thomas Christensen.

Han fremhæver også, at de nye tiltag i aftalen alle bidrager til at give en større fleksibilitet i universitetsuddannelserne. Det understøtter udviklingen på arbejdsmarkedet, hvor løbende omstilling og livslang læring bliver mere og mere afgørende for både medarbejdere og ledere.

Kontakt:

Søren Kudahl, pressechef i Lederne, tlf.: 2338 4211

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lederne-god-aftale-om-fremtidens-uddannelser?releaseId=13565260

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu