PRM / Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen: Arbejdet med at få flere kvinder i byggeriet kan være omsonst

27. november 2018 20:51 | Af: Ritzau Info
 

Mindre end hver 10. danske håndværker er en kvinde. Derfor har der i mange år været arbejdet på flere fronter på at få flere kvinder i byggeriet. Men det nytter ikke noget, hvis der ikke er plads til kvinderne på byggepladserne, mener Eva Kjer Hansen. Og det lader til, at der udfordringer på den front. For at få syn for sagen får ligestillingsministeren besøg af den unge kvindelige murer Mette Schack Dahlmann, der kommer til møde i ministeriet med sin egen skurvogn under armen. Her er der plads til både kvinder og mænd.

Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

“Alt det arbejde, der gøres for at rekruttere flere kvinder til håndværksuddannelserne er jo spildt, hvis de ikke kommer i beskæftigelse efter endt uddannelse. Der skal være plads til alle håndværkere uanset køn på de danske byggepladser” udtaler ligestillingsminister Eva Kjer Hansen.

Håndværkerne på de danske byggepladser har en lovfæstet ret til muligheden for at gå i bad efter arbejde. Men i langt de fleste skurvogne sker badet bag et badeforhæng og ikke bag en aflåst dør. Og det betyder, at der de facto ikke er taget højde for, at håndværkere af begge køn, skal have mulighed for at tage bad efter arbejdsdagen.

Loven foreskriver, at der enten skal være mulighed for særskilt bad eller for at bade tidsforskudt, når der arbejder folk af begge køn på en byggeplads. Men fordi skurvognene er indrettet med badeforhæng kan det ifølge Mette Schack Dahlmann komme til at virke som en barriere for at ansætte kvinder, fordi det kan være dyrt og besværligt for arbejdsgiverne at leve op til reglerne.

Det problem vil hun gerne hjælpe med at løse. Hun har derfor fået udviklet en skurvogn med et baderum med aflåst dør. På den måde kan begge køn bruge den samme skurvogn og arbejdsgiveren kan leve op til reglerne uden at skulle stille en ekstra skurvogn til rådighed kun til kvinderne.

I morgen tidlig danner hendes skurvogn rammen om et møde med ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, hvor de skal drøfte udfordringerne med at få flere kvinder i håndværksfagene.

“Hvis lovgivningen rent faktisk har den effekt, at kvinderne ikke kommer i job, ja så har vi en udfordring, vi skal have kigget på. Vi skal jo netop nedbryde de barrierer, der er, for at kvindelige håndværkere kommer ud og bruger deres uddannelse på byggepladserne. Vi skal ikke skabe dem. Det er meget interessant, at Mette Schack Dahlmann har udviklet en løsning, der gør, at arbejdsgiverne relativt nemt kan leve op til reglerne, så det sikres at der er plads til kvinderne på byggepladserne” udtaler ligestillingsminister Eva Kjer Hansen.

Til mødet i skurvognen med murer Mette Schack Dahlmann deltager også beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, Nanna Højlund fra LO, Søren Heisel fra 3F og Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri. Mødet finder sted foran Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads 2onsdag d. 28. november fra kl. 7.30-8.30. Pressen er velkommen.

Kontakt:

Presserådgiver for ligestillingsminister Eva Kjer Hansen:

Anna Munck, tlf. 61 97 90 33, e-mail:annmun@um.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ligestillingsminister-eva-kjer-hansen-arbejdet-med-at-fa-flere-kvinder-i-byggeriet-kan-vaere-omsonst?releaseId=13564711

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu