Pressemeddelelse fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Sammen med Fonden for Entreprenørskab har Lilleholts ministerium udviklet et undervisningsforløb for 10.000 elever fra 6. og 7. klasser over hele landet. Efter sommerferien bliver børnene eksperter i energi- og klimaproblemstillinger og kommer samtidig til at deltage i en opfinderkonkurrence. Her skal de dyste om Danmarks bedste klima- og energiopfindelse, som måske i fremtiden kan være med til at dæmme op for klimaforandringerne.
“Det er vigtigt, at vi får engageret børnene i en tidlig alder, så vi både kan lære dem om situationens alvor, men samtidig kan klæde dem på til at tackle fremtidens energi- og klimaudfordringer,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Ministeriet har givet 600.000 kr. til dette års Projekt Edison, og håbet er, at mange flere elever end de første 10.000 vil få glæde af undervisningsforløbet.
“Jeg følger projektet tæt og glæder mig meget til at se børnenes bud på fremtidens løsninger. Hvem ved, måske står vi om et halvt år med en idé, der er så god, at den bliver Danmarks næste vindeventyr. Og så håber jeg, at det her projekt vil brede sig som ringe i vandet, ikke bare til alle landets skoler, men også ud i de danske hjem, så også forældre og søskende bliver klogere på klimaudfordringerne og grøn og vedvarende energi,” siger Lilleholt.
Lanceringen foregik den 25. maj 2018 på Dyvekeskolen i København, hvor ministeren spiste morgenmad med en 5. klasse, der efter sommerferien skal deltage i Projekt Edison.
Kontakt:
Christian Lietzen, 4172 3876, chrli@efkm.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lilleholt-born-er-noglen-til-danmarks-naeste-vindeventyr?releaseId=12905924