ANNONCE

PRM / Livsglæde og bevægelse – igen dans med Furesøs demente

15. oktober 2020 11:51 | Af: Ritzau Info
 

Furesø Kommune har modtaget midler fra Sundhedsstyrelsen og en donation fra Meny i Værløse til at fortsætte dansen for demente borgere og pårørende i Furesø. Fjerde arrangement afholdes på dagtilbud Lillevang onsdag den 21. oktober 2020.

Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

Der var høj musik og glade stemmer, da danseinstruktør Elisabeth Dalsgaard for nogle uger siden satte musik og kroppe i bevægelse på dagtilbuddet Lillevang.

Midler fra Sundhedsstyrelsen samt en donation fra Meny i Værløse har gjort det muligt at tilbyde sjovt samvær for mennesker med demens og deres pårørende. Demenscafeen, der er et samarbejde mellem Frivilligcenter Furesø og Furesø Kommune, har hyret den lokale danseinstruktør Elisabeth Dalsgaard til at stå for undervisningen. Gennem musik og fysisk aktivitet skabes fælleskab og glæde.

“Under corona-nedlukningen i foråret var Elisabeth rundt og danse på alle plejehjemmene i Furesø. Det vakte sådan en glæde og så mange smil, at vi valgte at søge puljen hos Sundhedsstyrelsen, da muligheden var der”, fortæller aktivitets- og frivilligkoordinator Kamilla Bonderup Laursen.

Seks dansearrangementer

Midlerne rækker til seks danse-arrangementer. De to første blev afholdt i Furesø demenscafe på Stien med pårørende og demente borgere, der bor hjemme. De to næste dansearrangementer måtte rykke derfra på grund af coronarestriktioner til dagtilbud Lillevang. I starten af oktober dansede de ældre derfor løs udendørs, og det gentager sig den 21. oktober. De to sidste dansearrangementer er den 3. og 17. november. De bliver igen målrettet pårørende og demente, der bor hjemme – hvis coronarestriktionerne tillader det.

“Vi er så glade for at kunne give vores dagtilbudsgæster denne oplevelse. Det giver livsglæde, et smil på læben og ikke mindst sved på panden, når der danses i den frie natur, siger Susanne Olsen, leder af dagtilbud Lillevang.

Elisabeth Dalsgaard har undervist i dans og motion i knapt 30 år. Hun har siden 2001 drevet firmaet Swingtime fra basen i Farum. Hun er first-mover på “Dans som sundhed” og har de sidste syv år specialiseret sig i dans for forskellige patientgrupper, hvor der er fokus på livsglæde frem for korrekt hæl og tå.

Tid og sted:

Onsdag den 21.oktober kl. 10-12.
Dagtilbuddet Lillevang, Lillevænget 1, 3520 Farum

Foto: Furesø Kommune

Kontakt:

Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

Susanne Olsen, leder af dagtilbud Lillevang, tlf. 7216 4143
Trine Anneli Oemann, demenskonsulent, tlf. 72165787

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/livsglaede-og-bevaegelse-igen-dans-med-furesos-demente?releaseId=13602421

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu