PRM / Lonely Planet: København nummer et storby i 2019

23. oktober 2018 06:24 | Af: Ritzau Info
 

Verdens førende rejseguide placerer København som nummer et på listen over de storbyer, rejseguiden anbefaler at besøge i 2019

Pressemeddelelse fra Wonderful Copenhagen

Udnævnelsen af København som “Best in Travel Cities for 2019” er foretaget af et panel på cirka 3.000 destinationseksperter, som bidrager til Lonely Planets destinationsbeskrivelser.

I Lonely Planets tekst om København står der bl.a.: “Copenhagen is Scandinavia’s undisputed ‘It Kid’ an ever-evolving, forever-surprising epicentre of show-stopping dining, innovative design and enviably good living.”

I motivationen lægger man blandt andet vægt på Københavns høje gastronomiske niveau både på Michelin-niveau og på det blomstrende street-food marked på Refshaleøen. Det giver også plusser i karakterbogen, at Tivoli nu holder næsten helsårsåbent, ligesom både dansk arkitektur og design bliver fremhævet med bl.a. BLOX i Københavns Havn. Endvidere er dommerpanelet imponeret over skibakken på taget af forbrændingsanstalten på Amager og færdiggørelsen af Metroens Cityring.

Lonely Planet fremhæver i guiden for 2019 en bred vifte af Københavns udbud af oplevelser og byens livsstil, bl.a. byens cykelkultur, det rene badevand i havnen, blandingen af de gamle gader og ny arkitektur og design samt byens mange museer.

Lonely Planets læserskare er primært yngre, digitalt orienterede mennesker med en høj disponibel indkomst og repræsenterer derfor en målgruppe, den danske hovedstad gerne vil tiltrække endnu flere af.

Lonely Planet når langt ud i verden med sine destinationsbeskrivelser. Således har Lonely Planets digitale kanaler over 122 millioner besøgende om året, og der er over 500 millioner hjemmeside-visninger om året.

Når Lonely Planet fremhæver København i sin 2019-guide, skaber det også øget opmærksomhed på Danmark som rejsemål. Og hos Wonderful Copenhagen har man netop stort fokus på at inspirere byens gæster til at tage rundt og opleve hovedstaden i en større geografi – i de forskellige bydele og på hele Sjælland. I tråd med Lonely Planets anbefaling af København som rejsemål hele året.

Erhvervsminister Ramus Jarlov: “Det bliver ikke meget større for dansk turisme, og det vil uden tvivl trække rigtig mange ekstra gæster til København næste år. Det er en kæmpe anerkendelse af det store arbejde, turistindustrien har lavet i Danmark i de seneste år. Det vil sikkert overraske mange danskere, men det er fortjent. København er en enormt smuk by, som folk fra hele verden beundrer.”

Overborgmester Frank Jensen (S): “Vi kan alle være stolte af Københavns topplacering i Lonely Planet, ikke mindst københavnerne, som har været med til at skabe en by i verdensklasse, som turister fra hele verden tiltrækkes af. Københavnerne har en stor del af æren for, at vores gæster får gode oplevelser og føler sig velkomne i vores by.”

Adm. direktør i Wonderful Copenhagen, Mikkel Aarø-Hansen: “Lonely Planets udnævnelse af København er en stor cadeau til alle de gode kræfter, der er med til at gøre Danmarks hovedstad værd at rejse efter hele året rundt. Det, Lonely Planet fremhæver om København i den nye guide, afspejler de kernefortællinger, vi har promoveret København på internationalt i en årrække. Det er ikke én ting alene eller en påklistret mærkat, men selve byens DNA. At blive udpeget som den bedst anbefalede storbydestination i verden, grundlæggende på grund af vores livsstil, understøtter vigtigheden af, at den internationale markedsføring af hovedstaden er troværdig og tæt på byens liv.”

Lonely Planets udnævnelse af København giver den danske hovedstad en brandingmæssig platform, som Wonderful Copenhagen og VisitDenmark – sammen med byens aktører – vil udnytte fra nu og i hele 2019.

Adm. direktør Jan Olsen, VisitDenmark: “Udnævnelsen af København sætter i den grad Danmark på verdenskortet. Danmark er i en stærk international konkurrence om turisterne. Og vi er ikke så kendte i udlandet. Så det er en gave, vi har fået, som vi nu vil udnytte mest muligt med ekstra tryk på markedsføringen af København fra nu af, resten af året og hele 2019.”

Derfor har Wonderful Copenhagen og VisitDenmark udarbejdet en fælles marketingstrategi, og der er eks. planlagt en marketingindsats med Expedia – målrettet turister fra USA, Storbritannien, Italien og Frankrig.

Wonderful Copenhagen og VisitDenmark er endvidere i gang med at aktivere internationale rejseudbydere og flyselskaber og har allerede indgået en større aftale om markedsføring med SAS. Med udnævnelsen følger Lonely Planets officielle “Best in Travel 2019”-logo, som både turistorganisationerne og byens private aktører kan bruge i promoveringen af København.

Kontakt:

Erhvervsminister Rasmus Jarlov:
Pressevagt, tlf.: 91 33 70 07
Overborgmester Frank Jensen:
Pressechef, Rikke Egelund, tlf.: 31 47 94 97
Wonderful Copenhagen:
Head of Corporate Communications, Uffe Hartmann, tlf.: 21 73 98 90
VisitDenmark:
Kommunikationschef, Anders Rosbo, tlf.: 41 10 70 31

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lonely-planet-kobenhavn-nummer-et-storby-i-2019?releaseId=13562654

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu