PRM / Lovforslag: Overgangsordning for supplerende dagpenge gøres permanent

6. december 2018 14:27 | Af: Ritzau Info
 

Folk, der har opbrugt retten til supplerende dagpenge, skal ikke miste en hel måneds dagpenge, hvis de arbejder blot en enkelt dag. Et bredt flertal i Folketinget har netop vedtaget et lovforslag, der gør den nuværende overgangsordning for supplerende dagpenge permanent.

Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

En overgangsordning, der udløb 1. oktober 2018, sikrede, at folk, der havde opbrugt retten til supplerende dagpenge, kunne få udbetalt dagpenge i måneder, hvor de fx havde få dages beskæftigelse.

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet at gøre overgangsordningen permanent, og at de nye regler skal have tilbagevirkende kraft fra 1. oktober 2018.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

– I en tid med stor efterspørgsel på arbejdskraft er det helt afgørende, at vores dagpengesystem understøtter alle former for arbejde – også kortvarige ansættelser. Derfor er jeg glad for, at vi nu gør overgangsordningen for supplerende dagpenge permanent, så ingen risikerer at miste en hel måneds dagpenge, hvis de arbejder blot en enkelt dag.

Lovforslaget får tilbagevirkende kraft, så perioden fra 1. oktober og frem til 19. december 2018, hvor lovforslaget træder i kraft, ikke får negative konsekvenser for folk, der har opbrugt retten til supplerende dagpenge. Det betyder, at nogle personer vil få efterreguleret deres dagpenge.

Find det vedtagne lovforslag her.


Baggrunden for lovforslaget
Som et led i det nye dagpengesystem, der trådte i kraft i 2017, gik man over til et månedsbaseret dagpengesystem, hvor dagpengene opgøres og udbetales pr. måned. Supplerende dagpenge opgøres dog fortsat i uger. Det muliggør, at hvis man arbejder en eller to dage i løbet af en uge, kan man modtage supplerende dagpenge i resten af ugen. Men for folk, der har modtaget supplerende dagpenge i 30 uger og dermed har opbrugt retten til supplerende dagpenge, har reglerne den konsekvens, at de ikke længere kan modtage dagpenge i måneder, hvor de har arbejdet. Hvis de fx arbejder en eller få dage i løbet af en måned, vil de ikke kunne få dagpenge i de øvrige dage i måneden, fordi de ikke længere har ret til supplerende dagpenge.

Det var en del af dagpengeaftalen at indføre en overgangsordning, som frem til 1. oktober 2018 sikrede, at der fortsat blev talt i uger, efter at man mistede retten til supplerende dagpenge. Det er denne ordning, der nu gøres permanent med det vedtagne lovforslag.

Kontakt:

Beskæftigelsesministeriet

Pressevagt: 51232830

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lovforslag-overgangsordning-for-supplerende-dagpenge-gores-permanent?releaseId=13565267

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu