ANNONCE

PRM / Mange flere har søgt ind på en videregående uddannelse i år

5. juli 2020 18:08 | Af: Ritzau Info
 

Effekten af covid-19 kan mærkes på de videregående uddannelser, som i 2020 kan melde om større interesse end de seneste tre år. De universitetsuddannelser, der i forvejen var populære, oplever størst fremgang. 16 % flere vil fx gerne ind på medicinstudiet i år. 

Pressemeddelelse fra Eva – Danmarks Evalueringsinstitut

I dag kl 12:00 var der frist for at søge ind på en videregående uddannelse. Bunken af ansøgere til studiepladserne i 2020 er en del større end de foregående år – på trods af at ungdomsårgangene falder:

I alt har 94.604 nemlig søgt ind på en videregående uddannelse. Det er 7 % flere end i 2019, hvor i alt 88.754 søgte ind.

Flest ansøgere siden 2016

Det er ikke overraskende, at ansøgertallet næsten når op på rekordåret i 2016, siger Mathias Tolstrup Wester, der er seniorkonsulent ved Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), som følger optaget på de videregående uddannelser nøje.

“Covid-19 og den økonomiske krise betyder, at folk ser sig om efter andre muligheder for at etablere sig sikkert på arbejdsmarkedet. Mange jobs er eller vil falde fra, og derfor er flere interesserede i at uddanne sig ind i nye erhverv. Det samme så vi efter finanskrisen,” siger Mathias Tolstrup Wester.

“En anden forklaring er, at mange unge nok lige i år har droppet deres sabbatår, fordi den verdensomspændende sundhedskrise gør det for usikkert, om de vil kun udleve de planer, de ellers har haft – om at rejse, arbejde eller lignende.”

Populære uni-uddannelser hitter igen

Det er typisk de i forvejen populære lange videregående uddannelser, der oplever den største fremgang. 16 % flere unge vil gerne ind at læse medicin, 21 % flere vil gerne læse psykologi, statskundskab er gået frem med 15 %, og jura med 14 %.

“Men det er også uddannelser, hvor der er et begrænset antal studiepladser, så vi kommer altså også til at se en stigning i afslag – sådan var situationen også efter finanskrisen,” siger Mathias Tolstrup Wester.

I juni blev det besluttet at oprette 5000 nye studiepladser til at matche det øgede optag, men det er endnu uklart, hvornår og på hvilke uddannelser og institutioner pladserne oprettes.

Færre vil være pædagoger – igen

Der har til gengæld været et fald på 1 % i, hvor mange der ønsker at læse til pædagog.

Dermed fortsætter den tendens, vi har set de seneste 6 år om, at færre ønsker at arbejde på det pædagogiske felt.

Det kan godt gå hen og spænde ben for de politiske ambitioner om at sikre mere uddannet personale på børneområdet og dermed skabe bedre kvalitet.

“Det er ret overraskende, at vi ikke også ser en stigning i, hvor mange der søger optagelse på pædagoguddannelsen. Det kunne man ellers forvente var en uddannelse, der ville tiltrække flere, bl.a. fordi vi her i coronatiden måske har fået endnu mere respekt for fagets betydning – og der er gode beskæftigelsesmuligheder, da vi oplever stigende børnetal,” siger Mathias Tolstrup Wester.

Lidt flere søger ind på sygeplejerskeuddannelsen

En af den andre store velfærdsuddannelser, sygeplejerskeuddannelse, har til sammenligning oplevet en lille stigning på 2 % efter flere år med en nedgang i antallet af ansøgere.

Sygeplejerskernes væsentlige samfundsopgave blev også for alvor eksponeret under coronakrisen, og det kan være én af forklaringerne, siger Mathias Tolstrup Wester.

“At flere igen vil være sygeplejersker, selvom stigningen måske kun er begrænset, er en god nyhed, for der kommer en stigende efterspørgsel efter de sundhedsfaglige kompetencer, fordi vi de kommende år bliver flere ældre, viser fremskrivninger fra Danmarks Statistik,” siger Mathias Tolstrup Wester.

Kontakt:

Kommunikationskonsulent Anne Breinhold Olsen tlf.: 29 84 67 11 email: abo@eva.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mange-flere-har-sogt-ind-pa-en-videregaende-uddannelse-i-ar?releaseId=13596522

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu