ANNONCE

PRM / Mangel på værnemidler kan gøre tandklinikker til coronabombe

19. april 2020 14:18 | Af: Ritzau Info
 

Når tandklinikkerne genåbner for almindelige behandlinger i morgen, så frygter HK Privat, at det flere steder bliver med anvendelse af personlige værnemidler, der ikke lever op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Flere af de omkring 5.000 tandklinikassistenter melder nemlig allerede nu om store udfordringer, hvor mundbind og handsker ikke skiftes mellem patienter.

Pressemeddelelse fra HK Privat

Næstformand i HK Privat Anja C. Jensen ser med stor bekymring og alvor frem mod, at tandklinikker i hele landet sætter kapaciteten op fra i morgen. Hendes inbox er allerede fyldt med historier fra tandklinikassistenter, der kan fortælle om helt uacceptable forhold på klinikkerne.

– Jeg er bestemt ikke tryg på patienterne eller vores klinikassistenters vegne. Vi hører historier om mundbind, der bliver brugt en hel dag, handsker der ikke bliver skiftet, og at der i den grad mangler engangskitler. Og det er endda på den lave kapacitet, som klinikkerne har kørt på indtil videre, siger Anja C. Jensen.

HK Privat er ikke blevet hørt i forbindelse Sundshedsstyrelsens retningslinjer for genåbning mandag. Selvom Anja C. Jensen er overordnet tilfreds med retningslinjerne, så handler hendes bekymring også i høj grad om virkeligheden ude på klinikkerne.

– Hvis vi var blevet hørt formelt ville vi på vegne af vores medlemmer bemærke, at alt for meget kommer til at være op til den enkelte klinikejers egen fortolkning. Udfordringen opstår, når intentionerne i retningslinjerne møder virkeligheden, siger Anja C. Jensen og tilføjer:

– Hverken vi eller samfundet kan leve med, at menige medarbejdere på klinikkerne presses eller trues med fyring, hvis de gør indsigelser overfor mangel på personlige værnemidler eller sikkerhedsprocedurer, der tilsidesættes. Det handler jo om smittespredning og en tandlægestol kan være en bombe under danskernes sundhed og den kæmpeindsats, vi alle har gjort de sidste 5 uger!

HK Privat har sat et ekstra beredskab op, så utrygge tandklinikassistenter kan kontakte organisationen, og vil så på deres vegne gå videre til arbejdsgiver, Sundhedsstyrelsen og Arbejdstilsynet om nødvendigt.

Organisationen vil også sende en vejledning til alle tandklinikassistenter med gode råd til, hvad de gør, hvis de står i en svær situation, og HK Privat vil desuden kontakte Dansk Tandlægeforening med sine bekymringer og med en opfordring til, at klinikassistenter og andre kolleger inddrages som aktive medspillere.

Kontakt:

Næstformand Anja C. Jensen tlf.: 60183331 email: anja.c.jensen@hk.dk

Presseansvarlig Tina Mellergaard Jensen tlf.: 42722378 email: tina.mellergaard@hk.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mangel-pa-vaernemidler-kan-gore-tandklinikker-til-coronabombe?releaseId=13591975

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu