PRM / Markant flere lejligheder til salg i de store byer

9. november 2018 09:00 | Af: Ritzau Info
 

I København, Aarhus og Aalborg er der nu langt flere til salg-skilte i gadebilledet end for et år siden. Det vil give prisfald i de kommende måneder, vurderer boligøkonom fra køberplatformen Bolighed.dk.

Pressemeddelelse fra Bolighed

Nye tal fra Finans Danmark viser, at antallet af ejerlejligheder til salg er steget i flere af landets største byer i løbet af det seneste år. Køberplatformen Bolighed.dk har analyseret tallene, og der er store forskelle fra by til by.

Udbuddet af ejerlejligheder i Københavns Kommune er 36 procent højere end for et år siden. I Aarhus er stigningen på 30 procent, mens Aalborg er den kommune i landet, hvor stigningen i udbuddet af ejerlejligheder har været størst. I Aalborg er der nemlig 46 procent flere lejligheder til salg end for et år siden.

“Der er en klar sammenhæng mellem, hvor meget der er til salg, og hvor høje priser sælgerne kan få. Det kan godt være, at ejendomsmæglerne stadig udbyder lejlighederne til meget optimistisk priser, men så kommer vi også til at se, at afslagene vokser voldsomt”, vurderer Hans Møllnitz Olsen, boligøkonom og købermægler hos Bolighed.dk

I Odense Kommune har stigningen i lejlighedsudbuddet ikke fulgt samme mønster som i de andre storbyer. I Odense er der kun 4 procent flere ejerlejligheder til salg end for et år siden. Det holder en hånd under prisniveauet og varsler en mere stabil prisudvikling end i de andre byer, vurderer Hans Møllnitz Olsen.

Ifølge Finans Danmark er udbudstiderne for huse faldet i alle landsdele uden for København by, og husene står nu næsten tre uger kortere tid til salg end for et år siden. Mange boligkøbere er begyndt at kigge på boliger lidt uden for centrum af byerne for at finde billigere kvadratmeter.

“Tidligere så vi, at ejerlejlighederne i de store byer gik som varmt brød, og at køberne var villige til at betale højere og højere priser. Den udvikling er ved at vende, og det er tydeligt i en by som Aalborg, som har oplevet meget store prisstigninger”, siger Hans Møllnitz Olsen.

Kontakt:

Trine Jakobsen
Presseansvarlig
Mobil: 53 88 80 81
tj@bolighed.dk

Hans Møllnitz Olsen
Købermægler
Mobil: 70 22 40 60
hol@bolighed.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/markant-flere-lejligheder-til-salg-i-de-store-byer?releaseId=13563916

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu