ANNONCE

PRM / Mere hjemmearbejde risikerer at øge polariseringen på arbejdsmarkedet

23. november 2020 06:00 | Af: Ritzau Info
 

Hjemmearbejde kan medføre en samfundsøkonomisk gevinst, som dog bliver ulige fordelt. Det er især dem med lange uddannelser, som høster gevinsterne, mens dem med korte uddannelser kun i begrænset omfang får del i dem, viser ny analyse fra Kraka-Deloitte-samarbejdet, Small Great Nation.

Pressemeddelelse fra Deloitte

Der er store forskelle i potentialet for hjemmearbejde på tværs af uddannelses- og indkomstgrupper. Kun visse dele af befolkningen kan nyde godt af øget hjemmearbejde og derved øget arbejdsglæde og fleksibilitet i hverdagen, samt mindre smitterisiko og større jobsikkerhed under coronapandemien, viser ny analyse fra Kraka-Deloitte-samarbejdet, Small Great Nation

Lønmodtagere med en lang videregående uddannelse kan således i gennemsnit arbejde hjemme fem gange så ofte som ufaglærte. På tværs af indkomstgrupper er der samtidigt en klar tendens til, at potentialet for hjemmearbejde er højst blandt personer med høj indkomst.

“Uligheden er værd at have for øje i forhold til, hvilke grupper af danskere der kan være i større smitterisiko og risiko for at miste deres arbejde, alene fordi de ikke, eller kun i lav grad, kan udføre deres job hjemmefra,” siger Peter Mogensen, direktør i Kraka.

Analysen viser, at der er størst potentiale for hjemmearbejde i de brancher, hvor lønmodtagerne har den højeste gennemsnitlige indkomst. Lønmodtagere inden for finansiering og forsikring samt information og kommunikation kan eksempelvis i gennemsnit arbejde hjemme hhv. 88 procent og 81 procent af arbejdstiden, mens lønmodtagere inden for bygge og anlæg og landbrug, skovbrug og fiskeri kun kan gøre det hhv. 13 procent og 8 procent af tiden.

Pas på den øgede polarisering

Polariseringen ses også tydeligt geografisk. Lønmodtagere, der bor i de store byer, kan i gennemsnit arbejde mere hjemme. Eksempelvis kan lønmodtagere med bopæl i Gentofte og Frederiksberg i gennemsnit arbejde hjemme tre gange så ofte som lønmodtagere på Langeland og Lolland.

Lønmodtagere ønsker i stigende grad fleksibilitet i forhold til, hvor og hvornår de udfører deres arbejde, og et studie viser, de gerne vil betale for det. Det kan skyldes et ønske om at få hverdagen til at gå op med børnepasning, fritidsinteresser og praktiske gøremål.

“Mange arbejdspladser og medarbejdere høster store gevinster ved hjemmearbejde, både ift. øget produktivitet og fleksibilitet, og pandemien har punkteret flere af de myter, vi tidligere havde om hjemmearbejde. Men vi skal som samfund være opmærksomme på, at fleksibiliteten kan være ulige fordelt, og det skal vi forsøge at kompensere for,” siger Anders Dons, nordisk CEO i Deloitte.

NB: Analysen er vedhæftet

Kontakt:

Anders Dons, nordisk CEO i Deloitte: 40367622 / adons@deloitte.dk
Peter Mogensen, direktør i Kraka: 31321169 / pem@kraka.org

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mere-hjemmearbejde-risikerer-at-oge-polariseringen-pa-arbejdsmarkedet?releaseId=13604858

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu