PRM / Mere tryghed på vandet med nye regler for vandscootere

24. april 2018 13:51 | Af: Ritzau Info
 

Folketinget har i dag enstemmigt vedtaget en lov om skærpede regler for sejlads med speedbåde, vandscootere og lignende fartøjer. Der indføres obligatorisk ansvarsforsikring, objektivt ansvar for personskade og tab af forsørger samt større mulighed for at konfiskere fartøjer.

Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet

Med dette tiltag fra regeringen rettet mod vandscootere og lignende fartøjer styrkes sikkerheden yderligere, og konsekvenserne bliver hårdere for dem, som udsætter andre for fare på vandet.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:
“Vi skal have regler, der giver gode og sikre rammer for vandsport, så alle trygt kan være på vandet. Vi sætter ind over for dem, der udsætter andre for fare. Den tragiske vandscooterulykke i Københavns Havn i fjor viste et behov for at styrke sikkerheden ved sejlads med mindre, hurtige fartøjer. Det gør vi nu ved at indføre et krav om en obligatorisk ansvarsforsikring og ved at give politiet bedre mulighed for at konfiskere vandscootere.”

De nye bestemmelser om obligatorisk ansvarsforsikring og konfiskation træder i kraft 15. maj 2018, og de er led i en større pakke af tiltag fra regeringen. Som en del af pakken er der også indført krav om et førerbevis til vandscootere, så førerne skal bevise, at de er i stand til at sejle en vandscooter forsvarligt. Desuden gennemfører Søsportens Sikkerhedsråd en informationskampagne i 2018, som skal øge opmærksomheden på sikker sejlads med vandscootere.

FAKTA:
Loven dækker foruden vandscootere, speedbåde med en skroglængde under 15 meter og lignende fartøjer. Loven indeholder følgende elementer:

  • Politiet får bedre muligheder for at konfiskere et fartøj blandt andet på baggrund af vanvidssejlads. Dermed bliver konsekvenserne hårdere for dem, der udsætter andre for fare.
  • Der indføres en obligatorisk ansvarsforsikring. Er der ikke tegnet en forsikring, må man ikke benytte fartøjet. Den obligatoriske ansvarsforsikring skal dække både personskade og skade på ting.
  • Personskade og tab af forsøger omfattes af såkaldt objektivt ansvar. Det vil sikre skadelidte bedst muligt, da erstatning ikke vil være afhængig af, hvorvidt der er noget at bebrejde føreren af fartøjet.

Kontaktperson: Presserådgiver Jesper Christiansen, 9133 7017, jec@em.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mere-tryghed-pa-vandet-med-nye-regler-for-vandscootere?releaseId=12715376

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu