PRM / Middelfart Sparekasse runder kunde nr. 75.000

7. september 2018 07:00 | Af: Ritzau Info
 

Efter flere år med stor vækst i antallet af nye kunder, har Middelfart Sparekasse nu rundet 75.000 kunder. Siden 2012 er antallet af kunder øget med 30.000

Pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse

Efter flere år med stor vækst i antallet af kunder har Middelfart Sparekasse nu rundet 75.000 kunder. Det skete, da familien Skov fra Thurø trådte ind ad døren i sparekassens afdeling i Svendborg. Onsdag den 5. september var familien forbi for at markere, at det var dem, der fik tælleapparatet til at passere det for sparekassen magiske tal.

– Alle kunder er nøjagtigt lige vigtige for os, men vi syntes, det var på sin plads at gøre lidt ekstra ud af Louise, Tobias, Emil og Lasse, siger Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse.

Et strategisk mål er nået

Ud over, at 75.000 er et flot, rundt tal, så er der en helt særlig grund til, at det er vigtigt for sparekassen. At nå det antal kunder var et af de 10 strategiske målpunkter for perioden 2016-2018, som sparekassen satte for snart tre år siden.

– Målepunkterne dækker både økonomiske resultater, kundetilfredshed, medarbejdertilfredshed og vores engagement i lokalsamfundene. Målene skal sikre, at vi husker at holde fokus på hele forretningen, og flere kunder er afgørende for at kunne udvikle forretningen og dermed skabe rum til andre ting, vi gerne vil gøre for kunder, medarbejdere og de lokalsamfund, er en del af, siger Martin Baltser.

Nye afdelinger en del af forklaringen

At kunde nr. 75.000 trådte ind ad døren i netop Svendborg er et godt billede på, hvordan Middelfart Sparekasse er gået fra 45.000 til 75.000 kunder siden 2012.

– Vi har haft et klart mål om at vokse via organisk vækst. Ud over, at vores eksisterende afdelinger har taget imod mange nye kunder, så har vores mange nye afdelinger bestemt også været medvirkende til udviklingen. Vi er særligt glade for, at mange nye kunder kommer på anbefaling af eksisterende kunder, siger Martin Baltser.

Afdelingen i Svendborg åbnede i december 2015. I årene forud åbnede sparekassen blandt andet afdelinger i Aarhus, Esbjerg og Hørning.

Om de kommende år byder på lige så mange nye afdelinger, tør Martin Baltser ikke love.

– Vi vil fortsat gerne blive større og have flere kunder. Vi har nået en størrelse, hvor vi er robuste og fremtidssikrede i forhold til de mange krav, der stilles til pengeinstitutter i dag. Ét af kravene er, at vi skal lægge væsentligt flere penge til side til dårlige tider, og de kapitalkrav gør, at vi i den kommende tid har fokus på vækst i de eksisterende rammer, siger Martin Baltser.

Kontakt:

Adm. direktør Martin Baltser tlf.: 27900500 email: mnb@midspar.dk

Kommunikationschef Bjarne Jacobsen tlf.: 2790664 email: bja@midspar.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/middelfart-sparekasse-runder-kunde-nr-75000?releaseId=13480091

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu