ANNONCE
Pressemeddelelse fra OK
De milde vintre med ganske få frostvejrsdage har givet mange bilejere overvejelser om at bruge helårsdæk frem for sommer- og vinterdæk. Dermed sparer bilisten omkostningerne til de to årlige dækskifter, ligesom man heller ikke skal tænke på opbevaringen af de dæk, der ikke er i brug.
Traditionelt har langt hovedparten af de danske bilejere sat vinterdæk på bilen, når klokken indstilles til vintertid, og omvendt monteret sommerdæk, når det er sommertid. Men hvis ikke der er udfordringer med sne- og isglatte veje, er helårsdækket vel et reelt alternativ? Vi har spurgt en ekspert.
“En del danskere vil fint kunne nøjes med helårsdæk – typisk taler man om bilister med et mindre kørselsbehov. Men jeg mener, at det mest afgørende er, om man er i stand til helt at undlade kørsel på dage, hvor der er glat eller risiko for glatte veje. Skal man afsted hver dag og på faste tidspunkter, så er vinter-/sommerdæk klart den mest sikre løsning. Husk på, at de mest udfordrende tidspunkter på døgnet oftest er morgen og aften, hvor der sker temperaturskifte fra plus til minus og omvendt,” siger Jesper Sørensen, ingeniør og teknisk chef hos dækproducenten Nordics Bridgestone.
Han forklarer forskellen på helårsdækket og vinterdækket:
“Så længe vejen er tør eller våd, så er helårsdækket ganske tæt på vinterdækket, når det kommer til sikkerhed – men når friktion er nedsat (rim, slud, sne, is etc., red.), så er der ganske stor forskel. Derfor anbefaler vi fortsat vinterdæk til alle med et regelmæssigt kørselsbehov; det er i dagens yderpunkter, vi oplever nedsat friktion, og det kræver kun en kort strækning med rimfrost for at uheld kan ske.”
Vælger du at sætte helårsdæk på bilen, så giver det især besparelser til dækskifte og opbevaring. Det koster mellem 1.500 og 2.000 kroner om året for dækskifter og opbevaring samt kalibrering af dæktrykmålere.
“Der er fordele og ulemper ved at bruge helårsdæk frem for vinter- og sommerdæk. Det er især billigere og mere bekvemmeligt at bruge de samme dæk året rundt, men det ændrer ikke ved, at bilens evne til at bremse bliver forringet ved brug af helårsdæk,” siger Rasmus Boserup, kommunikationschef hos OK, landets største tankstationskæde.
Den tyske bilistorganisation ADAC har testet forskellen i bremselængde på henholdsvis helårsdæk og vinterdæk på isglat vej samt helårsdæk og sommerdæk på tør vej ved motorvejshastighed. På isglat overflade var helårsdækkets bremselængde 23 procent længere end vinterdækket, og på tør vej var helårsdækkets bremselængde 37 procent længere.
“Kører man på helårsdæk, anbefaler vi, at man – så vidt det er muligt – lader bilen stå, når der er risiko for glatte veje og i stedet venter med at sætte sig i bilen, indtil veje er blevet ryddet eller saltet. Så undgår man de mest udfordrende vejforhold. Desuden skal man være opmærksom på, at med helårsdæk får man ikke automatisk det halvårlige dæktjek og dæktrykskontrol, som bilister får i forbindelse med ombytning af sommer-/vinterhjul. I stedet skal man selv sørge for, at en sådan kontrol gennemføres,” lyder det fra Jesper Sørensen.
Kilde: Nordics Bridgestone og OK
Kontakt:
Kommunikationschef Rasmus Boserup tlf.: 2213 8601 email: rabo@ok.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mildere-vintervejr-sender-helarsdaekket-pa-banen?releaseId=13604443
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **
ANNONCE