PRM / Netto, føtex og Bilka gemmer tobakken væk

27. juni 2018 11:36 | Af: Ritzau Info
 

Kæderne under Salling Group skodder fra 1. august cigaretterne, når al tobak bliver gemt væk. Målet er, at færre unge skal begynde at ryge, så næste generation bliver røgfri

Pressemeddelelse fra Salling Group

Som de første dagligvarekæder i Danmark gemmer føtex, Bilka og Netto cigaretterne væk. Allerede efter sommerferien vil det synlige salg af cigaretter og tobak være fortid i de første butikker. Ambitionen er, at alle Salling Groups godt 600 butikker i Danmark har gemt tobakken helt af vejen den 1. oktober.

Initiativet er første skridt i en kommende udrulning af en ambitiøs sundhedsstrategi fra Salling Group.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er en stigende andel af de 13-17 årige de seneste fem år begyndt at ryge. Den bekymrende udvikling danner sammen med ambitionen om, at Danmarks første røgfri generation skal blive en realitet i 2030 baggrunden for, at Salling Group nu skodder smøgerne.

– Som landets største detailhandelsvirksomhed har vi et ansvar for at gå forrest. Vi kan gøre en reel forskel for de næste generationer ved at sætte fokus på rygning og gøre det mindre attraktivt at begynde at ryge. Danmark skal nå i mål med en røgfri generation i 2030, siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group.

Tid til handling

Udrulningen af Salling Groups initiativ begynder efter sommerferien i de større byer, når føtex i Storkøbenhavn, Netto i Aarhus og Odense, Bilka i København, Randers og Aalborg og Salling Stormagasin i Aarhus og Aalborg allerede fra 1. august har gemt tobak og cigaretter af vejen.

Tiltaget bakkes op af Kræftens Bekæmpelse, der fortæller, at mindre eksponering i butikkerne vil mindske risikoen for, at unge begynder at ryge i fremtiden.

– Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning. Detailhandlen skal have stor ros for at tage et ambitiøst og aktivt medansvar for at være med til at sikre, at det bliver sværere for børn og unge at begynde at ryge, siger administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen ryger knap 17 % af befolkningen, og i de ældre aldersgrupper er antallet af rygere faldende. Salling Groups initiativ med at gemme tobak og cigaretter væk er første skridt i en kommende ambitiøs sundhedsstrategi, som løbende bliver rullet ud.

Kontakt:

Salling Group Group Communication tlf.: 8778 5002 email: press@sallinggroup.com

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/netto-fotex-og-bilka-gemmer-tobakken-vaek?releaseId=13132771

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu