ANNONCE

PRM / Novo Nordisk-topchef er kåret som Årets Leder 2020

19. november 2020 11:45 | Af: Ritzau Info
 

Lars Fruergaard Jørgensens fokus på bæredygtighed er en af hovedårsagerne til, at Novo Nordisk-direktøren løb med prisen som dette års leder, lyder det fra Ledernes formand, Svend Askær.

Pressemeddelelse fra Lederne

I snart 30 år har dette års vinder af Årets Leder-prisen arbejdet på Danmarks mest kendte og verdensomspændende medicinalvirksomhed Novo Nordisk.

Her startede han som økonom og har gennem årene avanceret gennem flere forskellige lederstillinger i virksomheden, inden han i 2017 satte sig i den øverste chefstol som administrerende direktør for Novo Nordisk.

Man er ikke leder uden følgere

Den 53-årige topchef leder i dag Danmarks mest værdifulde virksomhed efter devisen ’tillid under ansvar’ og ud fra holdningen om, at bæredygtighed er et helt grundlæggende eksistensgrundlag for alle virksomheder – og det er særligt disse to ledelsesværdier, som gør, at netop Lars Fruergaard Jørgensen vinder prisen som Årets Leder 2020, fortæller Ledernes formand, Svend Askær:

– Det er lykkedes Lars Fruergaard Jørgensen at skabe og sætte retningen for Novo Nordisk. Derudover excellerer han som topleder ved at være dygtig til at kommunikere, få folk med og gå i dialog med dem omkring sig; han har forstået, at de bedste beslutninger oftest træffes i samtalen med andre. Derudover udviser han bæredygtighed i alle dele af sit ledervirke, lige fra fokus på klima og samfundsansvar til at skabe en god kultur på arbejdspladsen med fokus på at udvikle ledere i virksomheden, som kan løfte Novo Nordisks værdier videre, siger Svend Askær.

Prisen som Årets Leder 2020 gives for at hylde den svære disciplin, som ledelse er og for at sætte fokus på alle de mange ledere, der går forrest og viser vej i alt lige fra diversitet på arbejdspladsen, innovation og dygtig forretningsdrift til understøttelse af den grønne omstilling – alt hvad bæredygtig ledelse indebærer. Prisen uddeles i forbindelse med Ledelsens Dag, som i år for første gang afholdes digitalt.

Lars Fruergaard Jørgensen er beæret over udnævnelsen som årets leder:

– Jeg er meget stolt over at vinde prisen som årets leder. God ledelse handler for mig om at kunne definere en strategi og en retning, være god til at forklare den og få organisationen til at følge den. Det handler om at få mange til at lykkes, og det får man ved at give noget af sig selv og vise sårbarhed. Man skal fortælle folk om ens tvivl og invitere til samtale, så det ikke bare er én person, der træffer beslutningen, men at beslutningen træffes i en dialog. Det, tror jeg, er kilden til innovation, siger Lars Fruergaard Jørgensen.

De øvrige kandidater til at blive Årets Leder 2020 var Anja Monrad, Dells Central- og Østeuropadirektør, CEO i Stark Denmark, Britta Korre Stenholt, Netto-topchefen Michael Løve og Connie Astrup-Larsen, CEO i Kompan.

Årets Leder de seneste fem år:

  • 2019: Mads Nipper, CEO i Grundfos
  • 2018: Lasse Rich Henningsen, direktør for Musikkens Hus.
  • 2017: Niels Buus, CEO i GomSpace, der producerer nanosatellitter
  • 2016: Marianne Benzon Nielsen, Direktør i Børnecancerfonden
  • 2015: Dorthe Crüger, Koncerndirektør i Region Hovedstaden, fhv. administrerende sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt.

Blå bog: Lars Fruergaard Jørgensen

  • Født den 29. november 1966
  • Uddannet Cand. Merc. fra Handelshøjskolen i Århus (1991)
  • Administrerende direktør i Novo Nordisk, som beskæftiger omkring 43.500 medarbejdere i 80 lande og markedsfører sine produkter i flere end 170 lande.
  • Inden han tiltrådte som topchef i 2017, bestred han flere forskellige chefstillinger i Novo Nordisk, herunder Koncerndirektør (2013-2017), Senior Vice President (2004-2013) og Vice President med ansvar for Finans og IT i Japan (2001-2004)
  • Bor i Virum sammen med sin hustru Lotte
  • Født og opvokset på en gård ved Skals ved Viborg

Kontakt:

Presse- og analysekonsulent Diana Bengtsen tlf.: 2399 4962 email: dib@lederne.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/novo-nordisk-topchef-er-karet-som-arets-leder-2020?releaseId=13604594

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu