PRM / Nu bygges Sydbank Park færdig

4. maj 2018 09:15 | Af: Ritzau Info
 

Det bliver Cawo A/S, der skal stå for byggeriet, når arbejdet med at overdække alle tilskuerpladser på Sydbank Park i Haderslev går i gang i slutningen af maj. Udover overdækning forbedres ståpladserne på både nord- og sydtribunen med betonunderlag, østtribunen forlænges med 625 siddepladser og Fuglsang Lounge udvides med omkring 110 pladser.

Pressemeddelelse fra Haderslev Kommune

Haderslev Byråd afsatte i efteråret penge på budgettet til at overdække nord- og sydtribunen på Sydbank Park, så alle tilskuerpladser i fremtiden er overdækket. Opgaven med byggeriet blev vundet af Cawo A/S, der afleverede det mest fordelagtige tilbud på opgaven. Sydbank Park vil herefter kunne tilbyde 5000 overdækkede ståpladser og 5100 overdækkede siddepladser.

“Jeg er utrolig glad for, at vi nu har et projekt, der ikke bare forbedrer Sydbank Park, men også fremtidssikrer stadionet. Gode faciliteter er vigtige for at fastholde den sportslige succes og opbakningen til hele landsdelens fodboldhold”, siger borgmester H. P. Geil.

Udover overdækningen får alle ståpladser nyt underlag af beton og tribunerne er forberedt til montering af stole, hvis det skulle blive aktuelt i fremtiden.

På østtribunen sker der også nyt. Her giver projektet plads til 625 siddeplader mere på den østlige tribune og en udvidelse af Fuglsang Lounge med omkring 110 pladser.

Konstruktionerne på nordtribunen udføres således, at man i fremtiden har mulighed for at tilføje sportel, skyetage, lounge eller andet, hvis behovet og mulighederne opstår.

Endelig bliver Gymnasiestien bag udebaneafsnittet udvidet for at give adgang for busser, og der etableres et sikkerhedshegn.

“Vi er glade og stolte over, at stadion nu lukkes med de vigtige overdækninger af syd- og nordtribunerne”, smiler SønderjyskEs direktør Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:

“Helt faktuelt er det blevet et krav til alle superligaklubber fra den kommende sæson, at udeholdets fans skal stå under en overdækket tribune. Samtidigt har der været meget stort pres på erhvervs- og loungefaciliteterne, og også her er det glædeligt, at vi med udvidelsen af Fuglsang Loungen både kan levere på et højt niveau og samtidigt imødekomme det stadigt stigende antal henvendelser fra erhvervsvirksomhederne. Vi får et superligaværdigt og intimt stadion, og kan lægge yderligere lag på udviklingen af topfodbolden i Sønderjylland. Her vil vi også gerne rette en meget stor og varm tak til Haderslev Kommune, hvor man har tænkt stort i forhold til udvikling og branding af hele kommunen og vores dejlige landsdel”, slutter Klaus B. Rasmussen.

Arbejdet udføres i flere etaper, hvor den første påbegyndes i slutningen af maj i år. Det samlede projekt forventes at være afsluttet i slutningen af 2019.

Haderslev Kommune er fra januar 2018 og de næste fem år hovedsponsor for SønderjyskE Fodbold og SønderjyskE Ishockey.

Fakta:
Projektet koster omkring 18,7 millioner kroner, hvoraf Haderslev Kommune betaler ca. 8,41 millioner kroner og stiller garanti for ca. 10,3 millioner kroner, som HFK Tribune Aps betaler.

Bygherre – HFK Tribune ApS & Haderslev Kommune

Bygherrerådgiver – Kuben Management A/S

Teknisk rådgiver – Rambøll A/S

Totalentreprenør – Cawo A/S, Tømrer-, Snedker- og Blikkenslagerforretning

Totalentreprenørens rådgiverteam:
Arkitekter – P+P arkitekter
Ingeniører – Hundsbæk & Henriksen A/S

Kontakt:

Borgmester H.P. Geil tlf.: 21 69 64 71 email: hapg@haderslev.dk

Administrerende direktør, Sønderjysk Elitesport A/S Klaus B. Rasmussen tlf.: 24 48 23 20

HFK Tribune Aps Kurt Bech tlf.: 21 61 60 71

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-bygges-sydbank-park-faerdig?releaseId=12771563

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu