ANNONCE

PRM / Nu intensiveres kontaktopsporingen af nære kontakter til COVID-19-positive

10. juni 2020 10:18 | Af: Ritzau Info
 

Kontaktopsporingen bliver nu effektiviseret med oprettelsen af Coronaopsporing ved Styrelsen for Patientsikkerhed. Opsporing af nære kontakter til COVID-19-positive er centralt, når smittekæder skal brydes tidligt, så vi kan kontrollere epidemien og beskytte ældre og personer med øget risiko for at blive alvorligt syge af COVID-19 i et samfund under genåbning.

Pressemeddelelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed

Kontaktopsporing af nære kontakter til COVID-19-positive er et centralt element for at kunne bryde smittekæderne tidligt og fortsat bevare kontrollen over epidemien, så vi kan genåbne samfundet og samtidig beskytte ældre og personer med øget risiko for at blive alvorligt syge af COVID-19.

Alle COVID-19-positive får nu hjælp til kontaktopsporing af nære kontakter

Hidtil har det været muligt at få rådgivning og hjælp hos Den Myndighedsfælles Hotline. Men nu vil Coronaopsporing i Styrelsen for Patientsikkerhed foretage en mere opsøgende indsats over for COVID-19-positive for at tilbyde hjælp til kontaktopsporing af nære kontakter.

“I stedet for at vente på, at de COVID-19-positive kontakter os, vil vi nu tage kontakt til alle, der testes positiv for COVID-19. At skulle henvende sig til personer, man har været i nær kontakt med, kan være en svær opgave at stå alene med. Derfor vil vores nye kontaktopsporingsenhed tilbyde en mere aktiv hjælp til den opgave. Forhåbentlig betyder det, at vi kan få brudt smittekæderne endnu tidligere og holde epidemien nede, fordi der sker en systematisering og ensretning af hele kontaktopsporingsdelen,” siger Anette Lykke Petri, der er konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, og fortsætter:

“På lang sigt vil en høj grad af tilslutning til tilbuddet kunne bidrage til et mere præcist smittebillede. Det betyder bl.a. at der kan skrides hurtigt ind, hvis smittetrykket stiger. Det bliver også lettere at få systematisk viden om testmønstre, så disse kan tilrettelægges mest effektivt, og endelig vil kontaktopsporingen måske kunne bidrage til, at vi får viden om såkaldte hot spots og kan sætte ind i forhold til inddæmning.”

Kontaktopsporingsenhed er bemandet af sundhedspersoner

Coronaopsporing i Styrelsen for Patientsikkerhed vil være bemandet med sundhedspersoner med relevante kompetencer, fx personer, der har erfaring med smitteopsporing fra inddæmningsfasen. Sundhedspersonerne vil kontakte personer, der er testet positiv for COVID-19, for at tilbyde rådgivning og hjælp.

Det er frivilligt, om man tager imod tilbuddet om rådgivning om eller hjælp til kontaktopsporing. Men det har stor samfundsmæssig betydning, at så mange som muligt tager i mod hjælpen, bl.a. fordi det er vigtigt, at de nære kontakter bliver testet på de korrekte dage i forhold til, hvornår de var udsat for smitte, og at testhenvisninger er korrekte.

Fakta

  • Kontaktopsporing af nære kontakter til personer, der er testet positiv for COVID-19, effektiviseres med Coronaopsporing i Styrelsen for Patientsikkerhed.
  • Coronaopsporing foretager en opsøgende indsats over for COVID-19-positive for at tilbyde hjælp til kontaktopsporing af nære kontakter.
  • Coronaopsporing er bemandet med sundhedspersoner med relevante kompetencer, fx personer, der har erfaring med smitteopsporing fra inddæmningsfasen.
  • Sundhedspersoner fra styrelsen ringer til personer, der er testet positiv for COVID-19, og tilbyder hjælp til kontaktopsporing, ligesom personerne vil få informationsmateriale fra Sundhedsstyrelsen tilsendt.
  • Det er frivilligt, om man tager imod tilbuddet om rådgivning om eller hjælp til kontaktopsporing.

Kontakt:

Telefon: 72 22 86 88
E-mail: presse@stps.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-intensiveres-kontaktopsporingen-af-naere-kontakter-til-covid-19-positive?releaseId=13594891

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu