PRM / Nu kommer Nettos pantposer til Langeskov

12. april 2018 08:01 | Af: Ritzau Info
 

Fra mandag den 16. april kan du få pant på din Netto-pose i din lokale Netto på Grønvangen 1 i Langeskov. Netto indfører i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden pant på plastikposer, som vil starte her på Fyn. Formålet med samarbejdet er at fjerne plastik fra naturen. Nettos butikschef i Langeskov glæder sig til at være blandt de første butikker i Danmark og til at komme i gang med at holde plast ude af naturen og gadebilledet.

Pressemeddelelse fra Netto

Langeskov, den 12. april 2018 – Når man fremover køber ind i Netto på Grønvangen, bliver man tilbudt en plastikpose med pant. Dermed kommer de lokale forrest i kampen mod uønsket plastik i naturen. Folk i Langeskov vil fremover betale 50 øre ekstra for deres plastikposer i Netto, men når de kommer retur med dem i butikken, vil Netto give 1 krone tilbage. Netto betaler differencen, og overskuddet fra de poser, der ikke returneres, går til WWF Verdensnaturfonden, der hver dag kæmper aktivt imod plastik i naturen – både i Danmark og resten af verden.

Daniel Lindegaard Hansen, der er butikschef i Netto-butikken på Grønvangen 1, er glad for at være med til at mindske antallet af plastikposer i naturen Plastik skal genanvendes forsvarligt, og her i butikken gør vi alt, hvad vi kan for at få sendt plastikken de rette steder hen og ikke bare i den normale container. Derfor glæder det os, at vi nu også får mulighed for at hjælpe vores kunder direkte med at genanvende plastikposerne på en forsvarlig måde,” siger Daniel Lindegaard Hansen.

Nettos og WWF Verdensnaturfondens samarbejde er er første del af en længere rejse, der både skal eliminere al unødvendig plastik fra Nettos butikker og fjerne den livsfarlige plastik fra naturen. Fra d. 16. april indfører alle Netto-butikkerne på Fyn derfor pant på plastikposerne i håbet om, at forbrugere vil levere poserne tilbage til genanvendelse i Netto, så de ikke risikerer at ende i naturen eller på forbrændingen.

“Plastik kvæler naturen og de vilde dyr. Omfanget er desværre enormt, så der er ingen tid at spilde. Derfor er jeg glad for, at vi nu starter Danmarks mest ambitiøse samarbejde om at fjerne plastik i naturen sammen med Netto og Dansk Supermarked Group. Med panten på plastikposerne er danskerne med til at løse verdens plastikproblemer – fra kassen i Netto til verdens sårbare natur”, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, om initiativet, der er det første spadestik i et ambitiøst og nødvendigt projekt.

Et globalt problem med lokale løsninger

Hvert år produceres mere end 300 mio. tons plastik i verden, og en alt for stor del af det ender i naturen, hvor det har fatale konsekvenser for verdens sårbare natur og vilde dyreliv. Plastik er et problem i hele verden, men selvom Danmark er et lille land, kan vi skabe store forandringer. Med det nye samarbejde bliver Netto og WWF Verdensnaturfonden førende inden for nye, bæredygtige plastløsninger herhjemme og globalt. Ud over pantordningen vil parterne også finde nye og mere bæredygtige plastmaterialer, udfase engangsplastik som for eksempel plastikbestik, gøre plast-emballage, der forlænger madens holdbarhed, mere bæredygtig og genanvende al den plastik, der beskytter varerne under transport.

Den overskydende pant fra poserne går til WWF Verdensnaturfondens arbejde med at fjerne plastik fra naturen og sikre, at meget mindre plastik fremover belaster vores klode. Pantposerne introduceres i første omgang på Fyn. Hvis ordningen virker, er det ambitionen at udbrede konceptet til samtlige Nettos 800 butikker i Danmark, Sverige, Polen og Tyskland.

FAKTA: Pant på plastikposer

  • Netto tester fra den 16. april pant på specialdesignede plastikposer. Det sker i alle de fynske Netto-butikker.
  • I testperioden vil kunderne betale en pant på 50 øre for hver købt pose.
  • Poserne kan returneres til kasseassistenten, hvorefter kunden får 1 kr. retur. Forskellen betales af Netto.
  • Poser der bliver afleveret, vil blive indsamlet og afleveret til genanvendelse.
  • Vælger man ikke at pante posen, vil pantoverskuddet gå fra Netto til WWF Verdensnaturfonden, som Dansk Supermarked Group og Netto samarbejder med gennem et fælles partnerskab om plast.
  • Netto ser den nye pantordning som en investering, hvor udgifterne går til et godt formål – nemlig at mindske plastforurening.
  • Overskydende pant fra samarbejdet vil blandt andet blive brugt til at fjerne plastik fra naturen i Danmark og udlandet samt at sætte mere fokus på at finde nye bæredygtige plastløsninger.

Kontakt:

Bo Øksnebjerg, generaldirektør WWF Verdensnaturfonden, træffes via pressechef Cecilie Weinholt på +45 3176 1200 eller c.weinholt@wwf.dk

Brian Seemann Broe, landedirektør Netto, via Dansk Supermarked Groups pressetjeneste Halo. agency på tlf. +45 2892 6494

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-kommer-nettos-pantposer-til-langeskov?releaseId=12636291

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu